Aftale skal styrke arbejds- og lønvilkår på metrobyggeri
Med en ny partnerskabsaftale vil Metroselskabet og arbejdsmarkedets parter styrke den fælles indsats for, at overenskomsterne i byggeriet af Cityringen overholdes, og at arbejdsmiljøet på byggepladserne lever op til de lovmæssige krav.
Aftalen skal blandt andet medvirke til, at overenskomsterne overholdes, og at arbejdsmiljøet lever op til kravene i lovgivningen, forklarer administrerende direktør i Metroselskabet, Henrik Plougmann Olsen:
- Med partnerskabsaftalen får vi en klar rollefordeling, der skal sikre, at regler og rettigheder for medarbejderne overholdes. Samtidig hjælper vi de udenlandske virksomheder med at komme godt i gang i Danmark og dermed fastholde ordnede forhold på byggeriet.
I alles interesse
I kontrakten mellem Metroselskabet og hovedentreprenøren, Copenhagen Metro Team, er der indskrevet et ufravigeligt krav om, at alle underentreprenører skal overholde ILO-konventionen. Det betyder, at arbejde udført i Danmark skal følge danske løn- og arbejdsvilkår:
- Det er i alles interesse, at der sættes fokus på løn- og arbejdsvilkår på de store anlægsbyggerier. Vi vil gerne være med til at sikre, at udenlandske virksomheder integreres bedst muligt i det danske overenskomstsystem og sikre et arbejdsmiljø, der lever op til kravene i lovgivningen. Derfor har vi indgået partnerskabsaftalen, siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.
Fagforbundene ser partnerskabsaftaler som en ny oplagt mulighed til at få stoppet den udbredte sociale dumping, der finder sted i Danmark.
- Bekæmpelsen af social dumping er en af vores helt store mærkesager, som vi lægger meget arbejde i. Det er derfor afgørende at finde nye redskaber til dette arbejde - det utraditionelle samarbejde mellem offentlige bygherrer og arbejdsmarkedets parter er et sådan redskab. Vi vil også forsøge at motivere udenlandske entreprenører til at ansætte dansk arbejdskraft. Det kan ikke være rigtigt, at udenlandske håndværkere skal rejse langt for at tage arbejdet, når vi har kvalificeret arbejdskraft gående ledig, siger Kim Lind Larsen, formand for BAT-kartellet, der repræsenterer 3F og de øvrige fagforeninger på bygge- og anlægsområdet.
Sådan udmøntes aftalen
Udmøntningen af partnerskabsaftalens formål vil tage udgangspunkt i en tæt dialog mellem parterne. Arbejdsmarkedets parter vil deltage i relevante referencegrupper, herunder partnerskabsforum, med henblik på løbende at fastholde en klar rollefordeling mellem parterne.
Arbejdsmarkedets parter vil stå til rådighed med henblik på at informere Metroselskabet og/eller relevante entreprenører om overenskomstforhold, arbejdsmiljø, verserende sager m.v.
Endvidere vil arbejdsmarkedets parter løbende informere udenlandske entreprenører om det danske arbejdsmarked, herunder udarbejde relevant materiale, som kan udleveres til udenlandske entreprenører.
Partnerskabet vil søge at afklare, om det er muligt, at skabe hurtig kontakt mellem udenlandske entreprenører og danske fagforeninger/a-kasser med henblik på at tilbyde dansk arbejdskraft til udenlandske firmaer i en tidlig fase af deres etablering.