23948sdkhjf

Nyt udbud på Femern-byggeri

Femern A/S er nu på vej med et nyt stort udbud, der omfatter de elektriske og mekaniske anlæg og udstyr i den 18 km lange sænketunnel.
Ni internationale konsortier er allerede i gang med at give tilbud på selve tunnelen. Det nye udbud handler om de elektriske og mekaniske installationer inde i tunnelen.

Udbuddet retter sig mod både internationale og nationale leverandører og underleverandører, og det er netop blevet offentliggjort i en såkaldt PIN (Prior Information Notice) i EU-tidende. Teknisk direktør i Femern A/S, Steen Lykke, karakteriserer udbuddet som en særdeles attraktiv opgave, og derfor imødeser han betydelig interesse.

- Når vi bygger verdens største sænketunnel, vil design og opsætning af det avancerede elektriske og mekaniske udstyr naturligvis være en stor opgave og en udfordring. Der er mange innovative løsninger i tunnelprojektet, men også megen kendt teknologi i netop de elektriske og mekaniske installationer, siger Steen Lykke.

Den 18 km lange sænketunnel består af 79 standardelementer og 10 specialeelementer, og hver af de to typer elementer skal udstyres med stort set identiske anlæg. Ifølge Steen Lykke betyder det, at mange leverandører, også de lidt mindre, vil kunne deltage i at løfte opgaven.

Udstyret og anlæggene består blandt andet af ventilation af tunnelen samt bygninger, nøddøre, brandbekæmpelsessystemer, dræn, kabel- og rørføringer, elevatorer, transformatorer, belysning, overvågning og kontrolsystemer samt kommunikationssystemer. Disse installationer er samlet i én stor kontrakt. Derudover følger senere udbuddet af to mindre kontrakter for henholdsvis den arkitektoniske belysning og tunnelens betalingsanlæg.

Femern A/S holder 21. januar 2014 en såkaldt Industry Day i København, hvor alle, der er interesseret i at byde, samt eventuelle underleverandører får en detaljeret gennemgang af opgavernes indhold og karakter. Desuden bliver der lejlighed til at møde bygherrens ledelse og medarbejdere og til at få et grundlag til inspiration for at danne joint ventures med de rette partnere.

Læs mere om indholdet i det nye udbud af elektriske og mekaniske anlæg på Femern-projektets hjemmeside
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093