Færrest ledige stillinger i bygge- og anlægsbranchen
Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der er lidt flere jobs at finde på det private arbejdsmarked – men byggeriet halter efter.
I samme periode steg andelen af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger med 0,2 procentpoint og udgør dermed 1,4 procent. Stigningen er båret af fremgang hos samtlige brancher på nær bygge- og anlægssektoren.
Hos branchegruppen bygge og anlæg faldt andelen af ledige stillinger således med 0,1 procent til 0,9 procent fra tredje kvartal i 2012 til tredje kvartal 2013. Bygge- og anlægssektoren er dermed også den branche i opgørelsen, der har den laveste andel ledige stillinger.
Nuancer hos Dansk Byggeri
Hos Dansk Byggeri mener man ikke, at opgørelserne er retvisende. Det skyldes at opgørelsen ikke skulle tage forbehold for, at der foregår mange jobskift uden for de traditionelle jobopslag.
- Overordnet set er Danmarks Statistiks oversigt over ledige stillinger ret misvisende, idet det samlede arbejdsmarkedet slet ikke er så fastfrossent – der er ganske mange jobskift uden stillingsopslag. Men statistikken viser dog noget om retningen på arbejdsmarkedet. Når nu bygge- og anlægsbranchen halter efter skyldes det historisk lavt nybyggeri, lavt eksportindhold og lav privat efterspørgsel, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg.
Cheføkonomen glæder sig i øvrigt over, at de helt små byggevirksomheder har haft gavn af BoligJob-ordningen, hvor der ifølge Dansk Byggeri flere jobåbninger.
Dansk Byggeri forventer en beskæftigelsesfremgang i bygge- og anlægsbranchen fra ca. 144.000 årsværk i 2013 til 147.000 i 2014.
Artiklen er en del af temaet Branchetal.