Ny ordre til nyt energifirma
Jysk Solarenergi har solgt et solcelleanlæg, der også skal bruges til demonstrationer, til entreprenørfirmaet Poul Erik Nielsen i Vodskov.
Til byggeriet er købt et solcelleanlæg, der også kan gemme strøm, kombineret med infrarøde varmepaneler til opvarmning, fra Jysk Solarenergi A/S.
Læs mere: Nyt energifirma går imod strømmen.
- Vi vil gerne gøre mere for miljøet og mindske CO2-udledningen. Det har dog også betydning, at vi samtidig opnår besparelser på el-forbruget, og at investeringen er tilbagebetalt på fem år. Kombinationen af et solcelleanlæg, som også gemmer strøm til om natten, samt infrarøde varmepaneler til opvarmning, er en optimal løsning, som vi er de første til at indføre, udtaler direktør Henrik Nielsen fra Poul Erik Nielsen om byggeriet.
Fremvisningsmodel lige til målgruppen
Jysk Solarenergi har lavet en aftale, så at solcelleanlægget, batteridelen, samt de infrarøde varmepaneler, kan benyttes til fremvisninger og demonstrationer, gå-hjem-møde eller lignende efter aftale med firmaet.
Der er tale om et 15 kW solcelleanlæg, en størrelse der ifølge direktør i Jysk Solarenergi, Arne Holland Larsen, gør det velegnet som demonstrationsmodel for kunder inden for landbrug, industri og andre med et stort elforbrug.
Anlægget omfatter 60 sorte solcellepaneler med sort ramme og fylder 98 m2.
Byggeriet samt energiløsningerne forventes at stå færdige medio januar måned.