23948sdkhjf

Travlhed hos Drias

Der er rigeligt at se til hos det rådgivende ingeniørfirma Drias, der netop har vundet endnu et skolebyggeri og sikret sig rammeaftaler med Aarhus Kommune.
Der regnes, tegnes og planlægges på livet løs hos Drias Rådgivende Ingeniører, der til stadighed vinder byggeopgaver rundt omkring i det danske land. Aktuelt har Drias netop vundet en tilbygning til Lyngby Gymnasium og to rammeaftaler indenfor daginstitutioner og skolebyggeri for Aarhus kommune.

- Vores referencegrundlag er nu så stærkt at de offentlige bygherrer for alvor har fået øjnene op for vores lille virksomhed, lyder det fra partner og adm. direktør, Morten Veibel Kristiansen.

Virksomheden har alene indenfor det seneste år stået i spidsen for ikke mindre end otte skolebyggerier og seks daginstitutionsbyggerier. Og de travle tider betyder nu, at Drias udvider sin aktuelle medarbejderstab på 15 personer med en ny konstruktør, der blandt andet skal styrke virksomhedens implementering af BIM, der er i øjeblikket er et af byggeriets helt store buzzwords.

- BIM er en helt ny verden der åbner sig for os som projekterende ingeniører. Nu bygger vi husene, i tegneprogrammet Revit, praktisk talt med intelligente byggeklodser. Derved åbner der sig en masse nye muligheder i projekteringsforløbet og senere i udførelsen. Eksempelvis holder tegneprogrammet selv øje med om ventilationskanalerne rammer lysarmaturer eller bærende søjler og giver alarm ved en eventuel konflikt. En problematik der tidligere i komplekse byggerier kunne være svær at gennemskue på simple todimensionelle tegninger, forklarer partner i Drias Henrik Hougaard, som har været frontløber i implementeringsforløbet, der blandt andet har betydet, at hele virksomheden har været igennem et kursusforløb.

Også samarbejdspartnere oplever travlhed
Udover det store antal skoler og børnehaver som Drias projekterer og styrer, er der også travlt på andre områder. Blandt andet er Drias i gang med at projektere et bofællesskab i Hedensted, samt projektere en gangske særlig tagkonstruktion til en Golfklub i Kerteminde. Tagkonstruktionen skulle efter sigende være den første af sin slags og Drias projekterer konstruktionerne i samarbejde med et århusiansk ingeniørfirma.

- Det er altid sjovt at få lov til at være med til at skabe noget helt specielt, lyder det fra Morten Veibel Kristiansen.

Og Drias er ikke de eneste, der har travlt. Virksomheden oplever en generel travlhed blandt sine samarbejdspartnere.

- Vi oplever at flere af vore faste samarbejdspartnere har travlt indenfor deres kompetenceområder, og vi håber på, at det betyder, at der er ved at komme mere gang i hjulene i en branche der i den grad har været hårdt ramt af finanskrisen, siger den tredje partner i Drias Allan Wickstrøm.

De tre partnere har siden gennemførelsen af et generationsskifte i 2009 stået i spidsen for virksomheden, der blev grundlagt for snart 25 år siden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095