Underentreprenør fyret på metro-byggeri
Metroselskabet og Copenhagen Metro Team er blevet enige om at afslutte samarbejdet med underentreprenøren Cinterex. Årsagen er mangelfuld dokumentation for overholdelse af dansk overenskomst.
I kontrakten mellem Metroselskabet og hovedentreprenøren, Copenhagen Metro Team, er der indskrevet et krav om, at alle underentreprenører skal overholde ILO-konventionen. Det betyder, at arbejde udført i Danmark skal følge danske løn- og arbejdsvilkår.
- Vi har generelt et godt samarbejdsforum med de faglige organisationer, Dansk Byggeri og hovedentreprenøren, hvor vi tager de sager op, der bekymrer. Her har Cinterex været drøftet, og da vi har et ufravigeligt krav i kontrakten om, at metroarbejderne skal aflønnes efter danske regler, så vi os nødsaget til at bede Copenhagen Metro Team om at afslutte samarbejdet med Cinterex, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet.
Samarbejde afsluttes i januar
Det drastiske skridt til at afslutte samarbejde med Cinterex skal ses i lyset af, at selskabet igennem længere tid har været i søgelyset hos såvel bygherre som hovedentreprenør. Cinterex har tidligere tabt to sager i det fagretslige system om fejl i lønudbetalinger til metroarbejdere, og med en tredje ensartet sag på vej valgte Metroselskabet i november at udbede sig dokumentation for, at reglerne om løn- og arbejdsforhold overholdes. Dokumentationen fra Cinterex har ikke overbevist Metroselskabet, og derfor afsluttes samarbejdet nu.
Såfremt Arbejdsretten finder, at Cinterex har brudt reglerne, vil Metroselskabet og Copenhagen Metro Team sikre, at afgørelsen bliver fulgt. Af hensyn til fremdriften på metrobyggeriet er Cinterex blevet bedt om at afslutte to betonarbejder. Cinterex’ sidste arbejde på Cityringen finder sted medio januar, hvorefter opgaverne vil blive overtaget af en anden underentreprenør.
Copenhagen Metro Team oplyser, at Cinterex i øjeblikket beskæftiger cirka 30 ansatte i Danmark. Copenhagen Metro Team vil forsøge at hjælpe de arbejdere, som måtte ønske at fortsætte på projekt Cityringen, til beskæftigelse hos andre underentreprenører.