Udvidet belysningsudbud på vej i Morsø Kommune
Renovering af armaturer samt master og kabellægning til 14 mio. kr. skal i udbud sammen med drift- og vedligeholdelsesopgaven for gadelys og signalanlæg i Morsø Kommune.
Kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune vedtog på seneste møde, at der sammen med dette udbud kobles en renoveringsplan for armaturer samt master og kabellægning til 14 mio. kr.
Nye master, armaturer og lysanlæg
En gennemgang af kommunens anlæg viser, at der mangler kabellægning af ca. 10,5 km med træ- og gittermast anlæg, cirka 370 nye master. Derudover vurderes cirka 200 master at være mere end 40 år gamle og bør derfor udskiftes inden de vælter. Renoveringsudgiften til master og kabellægning på samlet cirka 5,5 mio.kr.
I dag har kommunen 4.496 armaturer i vejbelysningsanlæggene. Heraf bør 1.677 stk. skiftes. Det drejer sig om armaturer med kviksølvlyskilder og lysrør, samt alle ældre armaturer fra før 1994, da de ikke lever op til de nye sikkerhedskrav.
Dette giver en renoveringsudgift til nye armaturer på ca. 8 mio. kr. Denne udgift kan lånefinansieres via lånebekendtgørelsen og giver med den nuværende energipris på 1,6837 kr./kWh en årlig energibesparelse på ca. 430.000,- kr. (255.000 kWh), og en reduktion af kommunens Co2 udslip med ca. 90 T ved 359g CO2/kWh.
Kommunens signalanlæg består i dag af fem anlæg, hvoraf det vurderes relevant at renovere to anlæg med nye LED lanterner og nye master og udstyr. Udgift til renovering af signalanlæg vil være cirka 0,5 mio. kr.