Stigende boligpriser er godt for byggeriet
Trods et fald i priserne på enfamiliehuse i den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik er den generelle tendens opadgående. Det kan smitte af på nybyggeriet.
Således skriver Danmarks Statistik, at enfamiliehuse er steget med 2,7 procent i forhold til juli-september sidste år, hvor ejerlejligheder er steget med 7,8 procent. Derfor mener Dansk Byggeri, at prisfaldet ikke skal overvurderes og, at der stadig er tale om en forsigtig opadgående trend.
Vigtig indikator
Udviklingen på boligmarkedet er en væsentlig indikator for økonomien og har stor betydning for det hårdprøvede danske nybyggeriet - kort fortalt gør stigende huspriser det mere attraktivt at bygge nyt. Men også renoveringsaktiviteten er afhængig af boligmarkedet.
- Priserne på de eksisterende boliger har betydning for, om der bygges nyt – og lav aktivitet på boligmarkedet sætter også mange renoveringsopgaver i stå, da det typisk er omkring ejerskifter, at boliger renoveres mest, siger Bo Sandberg, der er cheføkonom hos Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri skriver også, at huspriserne i gennemsnit er steget med 0,25 procent om måneden siden december 2011. Dermed underbygger de tesen om, at boligmarkedet - trods udfald - er i bedring, hvilket bør komme byggebranchen til gode.
- Og fortsætter tendensen som ventet det kommende års tid, vil det være en vigtig brik i genopretningen af privatforbruget og dermed af den samlede danske økonomi i 2014, siger Bo Sandberg.
I øvrigt peger Dansk Byggeri på, at der er store geografiske forskelle i boligmarkedets udvikling og henviser til, at der er mere gang i hjulene i Hovedstadsområdet, Aarhus og Trekantsområdet end i resten af provinsen.
Kilde: Danmarks Statistik |
Artiklen er en del af temaet Branchetal.