23948sdkhjf

1.000 dage uden arbejdsulykker

Betonelement i Esbjerg nærmer sig tre år uden arbejdsulykker. Hemmeligheden er holdninger, siger produktionschefen.
Godt 1.000 dage – helt præcist to år og 10 måneder – uden en arbejdsulykke på en betonvirksomhed med masser af tungt arbejde og mange situationer, der hver dag potentielt kan være farlige.

Den grænse har Betonelement passeret på fabrikken i Esbjerg, og det blev markeret forleden blandt andet med en middag for alle ansatte. Alle har nemlig medvirket til det flotte resultat, siger produktionschef Henrik Blaabjerg.

- Tidligere års ulykkesstatistikker viste ofte en lille håndfuld arbejdsulykker hvert år. Nu har vi passeret 1.000 dage uden ulykker og tæller stadig. For mig at se bunder det i holdninger, og at hele virksomheden har flyttet sig enormt de senere år. Man er gået fra at være lidt ligeglad med arbejdsmiljøet til at tage ansvar, ikke kun for sig selv, men også for andres sikkerhed. Det er en flot præstation, som vi alle er meget stolte af, siger produktionschefen og understreger, at de 1.000 dage ikke må blive en sovepude.

- For os er det vigtigt at sikre, at nye medarbejdere også bliver ordentlig instrueret og undervist, så den gode holdning går videre, siger Henrik Blaabjerg.

Fælles grundregler betaler sig
Betonelements fabrik i Esbjerg er en del af CRH Concrete, og her er sikkerhedschef Esben Nielsen også meget glad for de 1.000 ulykkesfri dage.

- Det ligger fint i tråd med, at vi i hele koncernen har et stort fokus på den daglige sikkerhed på arbejdspladserne. Både i produktionen og ved monteringen af de store og tunge elementer er det særdeles vigtigt at forebygge frem for at helbrede. Også af den grund har CRH Concrete for et par år siden indført et sæt fælles grundregler for sikkerheden – regler, der spænder fra trafik på produktionsområdet til håndtering af det personlige sikkerhedsudstyr ude på byggepladserne, forklarer Esben Nielsen.

For CRH Concrete er der stor værdi i, at medarbejderne i fællesskab bidrager til den daglige sikkerhed og passer på hinanden, understreger administrerende direktør Claus Bering.

- Enhver arbejdsulykke kan have store personlige omkostninger for den enkelte og dennes familie. At vi hver dag har fokus på at undgå ulykker, øger medarbejdernes trivsel og tryghed, og et af vores klare mål hver dag er også at sende vores medarbejdere hjem til familien i god behold. Jo tydeligere, vi viser det, jo bedre og mere motiverede medarbejdere får vi – og så har vi en positiv og selvforstærkende spiral.

På Betonelements fabrik i Esbjerg er der 85 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104