Stadion-byggeri ind i næste fase
Køge Kommune går videre med sine planer om et nyt fodboldstadion med plads til 10.000 tilskuere og en anlægssum på 600 mio. kr.
Visionen er at skabe et Køge Park, der kan tiltrække publikum fra hele Sjælland til sports- og kulturoplevelser på højeste niveau. Samtidig forbedres forholdene for breddeidrætten i Køge Kommune med ny hal, nye klublokaler og gode træningsmuligheder centralt i Køge by, hvor det er nemt at komme til og fra.
Byrådet ønsker, at Køge Park skal placeres på det område, hvor Køge Stadion ligger i dag. Køge Park skal finansieres gennem et offentligt-privat partnerskab, og kommunen har haft en konsulent til at undersøge mulighederne for at finde investorer. Vurdering er, at to-tre konsortier vil være interesserede.
Det anslås, at den samlede anlægssum bliver på 600 mio. kr., mens Køge Kommunes merudgifter bliver godt 12 mio. kr. årligt – afhængigt af hvor mange kvadratmeter, kommunen har brug for at leje i Køge Park. Køge Kommune skal desuden deponere et beløb svarende til, hvad det ville koste t bygge den kommunale andel af det nye stadion selv. Her har Køge Kommune dog fået tilsagn om deponeringsfritagelse på 30 mio. kr. af statens OPP-pulje. Pengene til resten af deponeringsbeløbet skal bandt andet skaffes gennem salg af den grund, som Køge Park skal bygges på.
Foreløbigt sender byrådet nu stadion-projektet videre til fase to, hvor Køge Kommune skal finpudse stadion-projektet og finde investorer og/eller OPP-partnere, så der kan rykkes hurtigt, når eller hvis byrådet siger ja til det endelige stadionprojekt. Det ventes, at byrådet inden sommerferien beslutter, om stadion-projektet skal sendes i udbud.