23948sdkhjf

Dansk opfinder vil revolutionere beton

Lars Børthy har opfundet en ny metode til behandling af betonoverflader. Forretningspotentialet er enormt, og nu er den nordjyske ingeniør på jagt efter de sidste investorer for at komme ud med sin idé.
Det er efterhånden ti år siden, at ingeniør Lars Børthy gik i gang med at løse en af industriens største udfordringer med beton; at overfladestrukturen hurtigere bliver nedbrudt ved kontakt med både syrer og baser.

Mange års erfaring fra betonbranchen lagde grundstene til idéen, og Lars Børthy er nu så langt med sin opfindelse ”BorthyGlass”, at både metode og produktionsapparat er tæt på at være køreklart.

- Det vil være så ærgerligt, hvis det hele stopper så tæt på mål med al den dokumentation, jeg efterhånden har fået om metodens enorme forretningspotentiale. Som situationen ser ud akkurat nu, vil én enkelt ny samarbejdspartner faktisk kunne gøre hele udslaget, siger Lars Børthy, der øjner enorme markedsmuligheder forude:

- I samarbejde med Hawkeye Pedershaab og Teknos har jeg de sidste par år udført en række laboratorium- og produkttests, der giver mig udførlig dokumentation på BorthyGlass enorme forretningspotentiale. Alene på kloakrør til spildevand, kan jeg dokumentere et potentiale på 460 milliarder kroner på det globale marked. Når dette lægges sammen med alle de andre anvendelsesmuligheder i industrien, er det næsten kun fantasien, der sætter grænsen, fortsætter han.

Næsten klar til produktion
BorthyGlass er en polymeregrunder med nano-neddelt glas, der giver betonen en nærmest uigennemtrængelig overflade, der skal sikre betonrør, belægningssten og tagplader væsentlig længere holdbarhed end tidligere set.

I samarbejde med Hawkeye Pedershaab og Teknos er det lykkedes at stable det meste af produktionsapparatet på benene. Hos Hawkeye Pedershaab er der udviklet et produktionsanlæg til kloakrør, hvor BorthyGlass med vakuum presses dybt ind i overfladestrukturen på betonrørets inderside. Det gør betonrørenes overflade både væsentligt mere modstandsdygtige og billigere i produktion.

Hos specialisten i industriel maling, Teknos, er der gennemført en lang række produkttests, og man har efterhånden fået justeret blandingsforholdene i polyméren, så produktionsapparatet er klar, når markedet for øjnene op for det nye produkt, som ifølge produktionschef Henrik Hansen har potentiale til at revolutionere brugen af beton.

- Der er så mange anvendelsesmuligheder i beton i både industri, fødevareindustri og byggebranchen. Og det er lige netop det, Lars Børthy har brug for, at markedet får øje på, siger han.

En utrolig lang udviklingsproces
Lars Børthy lægger ikke skjul på, at han nu bare mangler de sidste investorer for at nå i mål med projektet. Han håber, at det lykkes at komme i mål inden for en overskuelig fremtid.

- Metoden og produktionsapparatet er nærmest køreklar, og det vil næsten ikke være til at bære, hvis det ikke lykkes. Jeg er dog fuld af fortrøstning og arbejder på højtryk på, om ikke der skulle være mulighed for at finde en kapitalstærk medspiller, som vil samarbejde med mig, Hawkeye Pedershaab og Teknos om at få dette projekt sendt ud på det globale marked.

- Jeg skal dog ikke lægge skjul på, det har været en utroligt lang udviklingsproces, da min økonomi undervejs viste sig at være knap så stærk som min opfindelse. Samtidig gjorde den globale finansielle krise det heller ikke lettere at stable det økonomiske fundament på benene. Desuden må jeg erkende, at min stædighed med at lykkes med projektet ikke altid har været lige let at håndtere for mine samarbejdspartnere, hvorfor vejen mod målet er blevet mere op ad bakke, end jeg havde forventet, slutter opfinderen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094