Hørsholm hjælper med at finde nye medarbejdere
Jobcenter Hørsholm inviterer lokale virksomheder til et festligt gå-hjem-møde om, hvordan jobcentret bedst kan hjælpe med at finde den næste medarbejder.
Som provokatør og mægler giver Anders Lund Madsen Hørsholms lokale virksomhedsledere og jobcentrets ansatte en humoristisk vinkel på fordomme og forventninger til hinanden.
- For hvordan hjælper vi dig bedst med at finde din næste medarbejder? Og hvordan kan du bedst være med til at få ledige eller sygemeldte borgere tilbage til arbejdsmarkedet igen? Hvordan vi kan styrke vores samarbejde og blive bedre til at bruge hinanden? spørger Jobcenter Hørsholm i et oplæg til mødet.
Efter indslaget med Anders Lund Madsen er der mulighed for dialog mellem virksomheder og jobcentrets medarbejdere. Jobcentret byder virksomheder velkommen til et debatmøde, der skal sætte skub i et fremtidigt, konstruktivt og udbytterigt samarbejde mellem virksomhedsleder og jobcentret.
Få besøg af virksomhedskonsulenter
Virksomhedskonsulenterne fra Hørsholm Jobcenter har de sidste to uger været ude at besøge knap 300 virksomheder i Hørsholm.
Virksomheder, der gerne vil kontaktes af en virksomhedskonsulent, er velkommen til enten at skrive eller ringe om at få et besøg om, hvordan jobcentret kan hjælpe med f.eks. at skaffe relevant arbejdskraft eller hjælp til uddannelse af medarbejdere.
Tid og sted for gå-hjem-mødet: Onsdag den 27. november kl. 17.00-19.00. Afsnit I/ Politistation på Hørsholms Allé 4, Hørsholm.
Tilmelding kan ske via e-mail: virksomhedsvagten@horsholm.dk eller på telefon 4849 3262.
Der er fri entré.