Ny partner ruster ventilationsfirma til eksport
Med tilførsel af fem mio. kr. fra kapitalfonden Nupark Accelerace, som nu indgår i ejerkredsen, geares InVentilate til markedsekspansion i Tyskland.
På Glostrup Hospital er MicroVent installeret over vinduerne, hvor ventilationen glider næsten ubemærket ind i bygningens øvrige design. (Kilde: InVentilate)
Som led i en markedsekspansion vil ventilationsvirksomheden ind på det tyske marked. I den forbindelse skal fem mio. kr. fra kapitalfonden Nupark Accelerace bruges til at geare virksomheden med nye medarbejdere inden for eksport samt omstilling til serieproduktion. Samtidig indtræder Nupark Accelerace i InVentilates ejerkreds.
InVentilate forventer at gøre sit indtog på det tyske marked primo 2014.
I Tyskland er mikroventilation et etableret ventilationsprincip, der har været anvendt i mere end 15 år, og som i dag udgør cirka 30 procent af det tyske ventilationsmarked.
InVentilate har i samarbejde med Aalborg Universitet, Teknologisk Institut og Delta udviklet mikroventilationssystemet MicroVent.