23948sdkhjf

Aarhus-bygning faldt sammen under renovering: Stor risiko for yderligere kollaps

Torsdag morgen styrtede to etager sammen i en bygning i midtbyen i Aarhus, da en søjle kollapsede. Ingen kom til skade, men folk måtte reddes ud ad vinduerne. Nu venter opklaringsarbejdet

Kl. 08.49 tikkede en anmeldelse ind hos Østjyllands Politi. 

Der stod folk og råbte ud ad vinduerne i en bygning på Ryesgade ved gågaden i Aarhus.

Med hjælp fra nogle håndværkere fik politiet, der havde en patrulje i nærheden, reddet 13 personer ud af bygningen, som kort efter styrtede delvist sammen.

På et pressemøde torsdag ved middagstid, hvor Building Supply var til stede, fortalte indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, Thomas Reinholdt Jørgensen, at bygningen kollapsede under en renovering.

- Det, der er sket derinde, er, at bygningen har været under renovering, og i den forbindelse er der en søjle, der forsvinder, hvilket sætter gang i det delvise kollaps, siger Thomas Reinholdt Jørgensen, der fortæller, at man arbejder med to scenarier:

- Risikoscenarierne er, at et yderligere etagedæk falder ned, eller at bygningen vælter ud mod gaden, siger han.

Statikere er bekymrede

Lige nu er status, at bygningen skal afstives udefra, og at det kommer til at "tage nogle timer", mens der stadig vil være afspærring af området.

Til Building Supplys udsendte bekræfter indsatslederen, at der har været statikere ude for at kigge på byggeriet, og at de er bekymrede for, at den vil styrte yderligere sammen.

- Der er en stor risiko for, at der sker yderligere udvikling i bygningens struktur. Det scenarie, som statikerne mener er mest sandsynligt, er, at der sker noget inde i bygningen, men de kan ikke afvise, at bygningen også kan falde ud, siger Thomas Reinholdt Jørgensen.

Forventer ikke kriminel handling

Med på pressemødet var også vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Hans Henrik Bagger.

Han kunne oplyse, at man endnu ikke havde fået meldinger om nogen tilskadekomne, og at politiet skulle gennemsøge bygningen med specialhunde for at undersøge, om der kunne være folk, der er fanget inde.

Det har de umiddelbart ingen grund til at tro, fortæller vicepolitiinspektøren, ligesom politiet heller ikke har grund til at tro, at der skulle være tale om en kriminel handling.

- Der er ikke noget, der indikerer, at der skulle være noget kriminelt bag. Men der pågår en efterforskning, siger Hans Henrik Bagger.

Han tilføjer, at det er for tidligt at sige, hvis ansvar det er, og at der vil "gå tid", før dette svar kan gives.

Fløj med droner

Politiet og brandvæsnet var mødt talstærkt op i det centrale Aarhus, hvor mindst to brandbiler, en indsatslederbil og tre store patruljevogne holdt i området.

I vinduerne hos de omkringliggende butikker og kontorer var der flere mennesker som så til. Nogle blev indendørs, mens andre låste deres butikker og gik.

Kort tid efter satte politiet en drone i luften, som de fløj ind af et af vinduerne på bygningens førstesal. Efter et par minutter fløj den ud igen og så ind et andet sted.

En betjent piftede og bad den fremmødte, nysgerrige folkemængde på den aarhusianske gågade om at flytte sig flere meter tilbage, mens det allerede afspærrede område blev udvidet med yderligere meter.

På det sociale medie X skriver Østjyllands Politi, at politikredsen forventer at opretholde afspærringen på Sønder Allé og Ryesgade til fredag, mens beredskabet arbejder på stedet.

Den delvist nedstyrtede blev bygget i 1888 og rummer i alt fire etager. I stueetagen er der butikker, mens der på øverste sal er lejligheder.

Fokus på stabilitet

Det er Vidar Ejendomme, som administrer bygningen. Til TV 2 Østjylland fortæller udviklingschef Lars Horst Petersen, at der har været stor fokus på stabiliteten i bygningen under renoveringen.

- Lige fra starten har de været meget obs på, at bygningen gennem sine mange år har undergået nogle ombygninger, og der har ikke været dokumentation for alle ombygninger, der er foretaget gennem tiden. Det er jo en gammel ejendom fra 1888. Så de har haft meget fokus på stabiliteten og sikkerheden i det, siger han til mediet.

Desuden fortæller han, at han selv var inde i bygningen i fredags, hvor han sammen med nogle ingeniører kiggede på stabiliteten, og at der ikke tidligere har været mistanke om, at bygningen kunne styrte sammen.

Han fortæller også, at de har haft "rigtig meget understøttende arbejde nede i kælderen med soldater, der er sat op i hobetal".

Kommenter artiklen (14)
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.063