Dropper underleverandør efter svindel-anklager
- Vi har taget ved lære og strammet kraftigt op.
Sådan lød det tidligere på måneden fra Norisol-direktør Lars Bork Hansen, efter virksomheden kom under beskydning for udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Nu er entreprenør- og isoleringsvirksomheden gået skridtet videre og har opsagt samarbejdet med leverandøren, der altså ikke længere kommer til at skaffe udenlandske hænder til Norisols projekter.
- Vi værner om vores værdier og kan derfor ikke leve med så massiv en mistanke om uacceptable forhold. Det vil vi heller ikke udsætte vores kunder for, siger Lars Bork Hansen onsdag i en pressemeddelelse.
Ifølge Norisol blev virksomheden i efteråret 2024 gjort opmærksom på uregelmæssigheder i ansættelsesforholdene hos underleverandøren.
Droppet, genoptaget, droppet
Sagen blev grundigt undersøgt sammen med 3F, og samarbejdet med blev i første omgang opsagt, mens medarbejderne i stedet blev tilbudt ansættelse hos Norisol, som kun få dog tog imod.
Omtrent to måneder senere valgte Norisol at genoptage samarbejdet, hvilket ifølge virksomheden skete efter tæt dialog med 3F, blandt andet fordi underleverandøren var blevet fuldt overenskomstdækket, havde rettet op på forholdene, og Norisol havde indført grundigere procedurer og nye skærpede tilsyn.
- Vi tog grundigt hånd om sagen tilbage i efteråret i forhold til de problemer, vi fik kendskab til og kunne gøre noget ved. Vi har ikke nærmere kendskab til de forhold, der de seneste dage er beskrevet i offentligheden, men de er af en sådan karakter, at vi ikke længere har tillid til underleverandøren, siger adm. direktør Lars Bork Hansen med henvisning til den mediedækning, blandt andre Ekstra Bladet har stået for.
- Norisol leverer et arbejde af høj kvalitet, samtidig med at vi stiller klare krav til vores underleverandører og forventer, at de altid overholder gældende lovgivning og sikrer ordentlige arbejdsforhold. Det er det, vi lover vores kunder, og det må der ikke kunne sås tvivl om, fastslår Lars Bork Hansen.
Det understreges fra Norisols side, at ophøret af samarbejdet med underleverandøren ikke påvirker andre hverken nuværende eller fremtidige projekter.
Building Supply arbejder på at indhente yderligere kommentarer.