23948sdkhjf

Vinduesindustrien vil have bedre indbrudssikring

Brancheforeningen håber, at nye regler om dokumentation vil anspore producenterne til at udvikle nye produkter med bedre indbrudshæmmende egenskaber.
- Vinduer og døre bliver aldrig helt indbrudssikre. Men den tid det tager en indbrudstyv om at tvinge sig adgang til huset igennem et vindue eller en dør er afgørende. Jo længere tid et indbrud tager og jo mere støj det laver, er altafgørende for om indbruddet gennemføres.

Det siger direktør Johny H. Jensen om baggrunden for, at Vinduesindustrien nu indfører en ordning, der giver mulighed for at klassificere og indbrudsmærke dør- og vindueselementer med indbrudshæmmende egenskaber.

Ordningen, der indføres via Dansk Vindues Verifikation (DVV), gælder for hele elementet inklusiv lås, glas, hængsler og montering. Hvis en producent ønsker at klassificere og indbrudsmærke sine elementer, skal disse gennemtestes på et laboratorium jf. standard EN 1627. Herudover skal producenten være tilsluttet Dansk Vindues Verifikation/DVV som ved uanmeldte fabriksbesøg kontrollerer at elementet fremstilles efter de tekniske specifikationer i certificeringen.

- Elementerne kan klassificeres i seks modstandsklasser. Modstandstiden mod indbrud bestemmes ved, at vinduet eller yderdøren skal kunne modstå både en statisk og dynamisk last. Herefter testes elementet ved en manuel indbrudstest udført af en forsøgsperson, som har den nødvendige værktøjskasse. Den højeste klassificering, der gives, er 6, og det svarer til, at det tager 20 minutter at komme igennem vinduet eller døren, forklarer Johny. H Jensen.

Han peger på, at antallet af indbrud i danske hjem er steget med 50 procent siden 2005, og den høje indbrudsrate i Danmark koster ikke blot samfundet mange penge – den gør også borgerne utrygge.

- Vi håber naturligvis også på, at mærkningen vil give vinduesproducenterne et større incitament til at udvikle nye produkter med bedre indbrudshæmmende egenskaber. Hermed tager vi et vigtigt skridt for at afhjælpe den stigende kurve, vi ser på indbrud i Danmark, afslutter Johny. H. Jensen

Læs mere på www.dvv.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094