Byggecenter har brugt millioner på ubrugte solceller: - Absurd
De har brugt flere millioner af kroner på grønne på energiløsninger, men hos XL Byg Knud Larsens tre byggecentre har det indtil videre ikke kastet meget af sig.
Faktisk ingenting. For de solceller, som virksomheden sammen med batterier og ladestandere betalte omkring syv mio. kr. for, har nemlig ikke været tændt i et halvt år.
Det er Børsen, der har historien.
Det skyldes en lang sagsbehandlingstid og lange svartider, der har trukket godkendelsen fra elnetselskabet Radius i langdrag.
Og det vækker frustration hos byggecentret, der oplever, at bureaukrati og uigennemskuelige regler spænder ben for den grønne omstilling.
- Det er følelsen af afmagt. At investere så mange millioner og så ikke må bruge det. Det er absurd, siger Trine Larsen, kommunikations- og bæredygtighedskoordinator i XL Byg Knud Larsen, til Børsen.
Her er vurderingen, at de tre byggemarkeder kunne have sparet over 88.000 kWh på det halve år, siden ansøgningen blev sendt afsted første gang for cirka et halvt år siden.
Hos Radius erkender man over for mediet, at sagsbehandlingen er langvarig, men mener, virksomhederne også har et ansvar for at sætte sig ind i reglerne. De afviser at kunne give behandlingsgarantier, da sagerne er forskellige.
XL Byg Knud Larsen driver to byggecentre i Hvidovre samt et enkelt i Roskilde.