Entreprenør blandt landets tre bedste arbejdspladser
Entreprenørvirksomheden VAM har modtaget prisen som en af landets tre bedste arbejdspladser, kåret af fagforeningen 3F. Med over 100 virksomheder indstillet til prisen er VAM den eneste virksomhed fra byggebranchen, som har formået at komme igennem nåleøjet og opnå en delt andenplads sammen med Matas, mens Siemens løb med førstepladsen.
- Vi er meget begejstrede og stolte over nomineringen og placeringen som en af de bedste arbejdspladser i landet. Det er en stor anerkendelse af den fælles indsats, som hver enkelt medarbejder i VAM bidrager med, udtaler Allan Hougaard, der er adm. direktør i VAM.
Han understreger, at placeringen bekræfter, at VAM er på rette vej med at skabe en arbejdsplads, hvor fælles ansvar, samarbejde og daglig indsats er i fokus.
Ifølge 3F skaber VAM en arbejdsplads med en særlig grad af fællesskab, trivsel og anerkendelse. Desuden blev VAM også fremhævet for deres fokus på gode forhold for både lærlinge og seniorer.
VAM har tidligere været på podiet til kåringen, da de i 2014 fik titlen som årets arbejdsplads.