23948sdkhjf

Aars-entreprenør på østjysk opkøb

Et ønske om styrket tilstedeværelse i det østjyske har sendt vesthimmerlandsk entreprenørvirksomhed på opkøb

Med overtagelsen af aarhusianske Nordland Tømrer & Snedker Aps har den Aars-baserede entreprenørvirksomhed Kastberg A/S fået et stort ønske opfyldt.

- Vi har længe haft en målrettet strategi om at blive endnu stærkere i Aarhus og det østjyske område, hvor vi i forvejen har mange kunder, udtaler Hans-Jørgen Kastberg, stifter, direktør og medindehaver af Kastberg A/S i en pressemeddelelse.

Den vesthimmerlandske virksomhed har i mange år samarbejdet med Nordland Tømrer & Snedker, der er stiftet og ejet af Søren Elris, og som beskæftiger godt 10 medarbejdere, fordelt mellem fastansatte og freelancere.

- Vi har altid haft et godt samarbejde med Søren og hans medarbejdere, der har samme tilgang til opgaverne og kunderne som os selv. Vi driver begge vores virksomheder med udgangspunkt i de samme værdier, der handler om kvalitet, tillid og adfærd, fortæller Hans-Jørgen Kastberg.

Stifter bliver på holdet

Det mangeårige samarbejde og de fælles værdier førte til en dialog om salg, og 1. januar overtog Kastberg A/S Nordland Tømrer & Snedker, der fremover vil hedde Kastberg-Nordland A/S.

Søren Elris, Nordland Tømrer & Snedkers hidtidige ejer, fortsætter som daglig leder i virksomheden, som han også får en ejerandel af.

- Fremfor at jeg var fortsat som selvstændig med min egen virksomhed, så har jeg med Kastbergs organisation i ryggen fremtidssikret virksomheden, så vi står endnu stærkere i bestræbelserne på at tage vores andel af større projekter i Aarhus og Østjylland. Det glæder jeg mig meget til at være en del af, lyder det fra Søren Elris.

Kastberg A/S har i en håndfuld år leveret millionoverskud i niveauet 7 mio. kr. efter skat, men i 2023/24 tog resultatet et markant dyk til godt 207.000 kr., ifølge årsrapporten primært grundet udskudte projekter. Nordland Tømrer & Snedker kom ud af regnskabsåret 2023 med et overskud på 39.449 kr.

Med overtagelsen beskæftiger Kastberg A/S og Kastberg-Nordland nu i alt 60-65 medarbejdere.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064