23948sdkhjf

Arla investerer 270 millioner i nyt innovationscenter

Et topmoderne innovationscenter på 10.000 m², som bliver centrum for Arlas produktudvikling til hele verden, placeres i Agro Food Park i Aarhus.
Der er skruet markant op for den globale strategiske innovation i Arla Foods i de seneste år. Udviklingen af nye oste, yoghurter, mælketyper eller smørprodukter, som forbrugere fra Ebeltoft til Elfenbenskysten tager til sig og foretrækker i deres dagligdag, er blevet en mere og mere strategisk vigtig del af mejerigigantens forretning i den hårde internationale konkurrence om kunderne.

Men Arla er nu nået til et punkt, hvor selskabets aktuelle innovationscentre i Brabrand og Stockholm udnyttes til deres maksimale potentiale og ikke er gearet til yderligere udvidelser i fremtiden. Derfor har Arlas bestyrelse truffet beslutning om at investere 270 mio. kr. i et nyt globalt innovationscenter, der forventes at samle Arlas strategiske innovations-ressourcer ét sted.

Det er Sahl Arkitekter, som står bag det nye innovationscenter, der bygges i overenstemmelse med Danmarks 2020 energistandarder. Byggeriet indledes i foråret 2014.

10.000 m2 i Aarhus
Det nye globale innovationscenter på 10.000 m2 vil indeholde den nyeste teknologi inden for fødevareudvikling og bliver placeret i Agro Food Park i Aarhus, hvor det vil indgå i Danish Food Cluster, som er en international klynge af ekspertise for innovation inden for landbrug- og fødevaresektoren og den tilhørende teknologisektor.

- Vi har undersøgt en række placeringer i Europa, men har efter grundige overvejelser valgt at lægge vores globale innovationscenter i Aarhus. Derfra kan vi bedst udnytte de mange globale funktioner, som er baseret ved Arlas hovedkvarter i Viby, men samtidig ser vi mange muligheder for at indgå spændende partnerskaber med nuværende og kommende medlemmer af den danske fødevareklynge i Agro Food Park. Den vidensdeling vil styrke Arlas innovationskultur og ydeevne, siger Arlas direktør for global strategisk innovation, Senior Vice President Paul Cornillon.

Arlas globale innovationscenter forventes at stå klar i tredje kvartal af 2016 og vil beskæftige 120 medarbejdere, hvoraf de 65 jobs overflyttes dertil fra det nuværende center i Brabrand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109