23948sdkhjf

Fem dyster om 300.000 kvadratmeter stor park

Prisen for den kommende Nordhavnspark i København kan løbe op i hele 315 millioner kroner

Tegnestuerne BIG, Bogl, Henning Larsen, Lytt og SLA skal give hver deres bud på, hvordan et 30 hektar stort område i Københavns Nordhavn skal omdannes til en ny park med plads til både grønbrogede tudser, fodboldbaner og meget mere.

- Vi har valgt fem teams, som vi er sikre på, kan byde stærkt ind på opgaven, og nu glæder vi os til at se deres forslag til, hvordan parken kan tænkes sammen med både Nordhavnstippen og vandet, så parken kan blive et aktiv for foreningslivet i Nordhavn samtidig med, at området også fremover skal være hjemsted for den grønbrogede tudse, som er en beskyttet art, udtaler adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn, i en pressemeddelelse.

De fem arkitektfirmaer har nu frem til den 17. februar 2025 til at udarbejde deres bud på, hvordan den kommende park skal se ud, og derefter går arbejdet med at finde vinderen i gang.

Vinderen af konkurrencen, som blev skudt i gang for to måneder siden, forventes at blive kåres senere på året.

Tidligere jorddepot 

Den kommende park skal etableres på et areal, der i dag huser mellemoplagret jord fra byggeprojekter i og omkring København. Nu skal der gøres plads til leg, fordybelse samt dyr og natur.

- Det er sjældent, at man får nye grønne områder i den skala, så det er vigtigt, at parken både kommer til at rumme aktivitet, bevægelse og idræt, så det bliver en attraktiv park for københavnerne, udtaler kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard (R), i en pressemeddelelse.

Dialog med københavnerne og foreninger gav mere end 6.600 input, og blandt ønsker til den nye park var blandt andet fodboldbaner og faciliteter til områdets foreningsliv.

Nordhavn udbygges i disse år, og når bydelen er fuldt udbygget i 2060, forventes der at være cirka 40.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser i bydelen.

Mange millioner

Den økonomiske ramme om Nordhavnsparken lød i konkurrenceprogrammet på 70 mio. kr. til anlæg af en "basispark."

Borgerrepræsentationen i København kan desuden vælge at tildele flere penge. Som grundlag for konkurrencen er fastsat en ramme til anlæg på 245 mio. kr.

By & Havn bidrager med 95 mio. kr. til anlæggelse af parken. Øvrige udgifter til anlæg forventes at blive afholdt af kommunen, eventuelt med bidrag fra fonde, og efter overtagelsen står kommunen selv for driften af parken.

Når dommerpanelet har udpeget en vinder, skal Borgerrepræsentationen godkende vinderforslaget som grundlag for den videre projektering og kommende budgetforhandlinger.

Anlægget af parken forventes påbegyndt i 2028.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111