Danske arkitekter vinder universitetsopgave i Sverige
Det bliver arkitekterne fra C.F. Møller, som skal illustrere den nye bygning, der skal bygges til Malmö Universitet.
Bygningen, der får navnet 'Amphitrite 1', skal placeres centralt på Universitetsholmen, ved siden af den eksisterende universitetsbygning Niagara. Den skal blandt andet huse universitetets odontologiske fakultet samt læringsmiljøer og administrative arealer.
Forslaget vandt det parallelle opdrag foran to andre prækvalificerede hold, hvor C.F. Møller Architects samarbejdede med Förstberg Ling og byplanlægningsfirmaet Softer.
- Det er en fantastisk mulighed at være med til at udforme Malmös nye universitetsbygning. Vores vision er, at Amphitrite skal blive et inkluderende mødested for studerende og Malmö-borgere midt i byen og en naturlig del af Malmö som en international vidensby, siger Ola Jonsson, ansvarlig arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects, i en pressemeddelelse.
Juryen fremhæver, at det vindende forslag udviser følsomhed over for stedets unikke karakter og er designet i fin harmoni med omgivelserne. Bygningen inviterer og forbinder alle etager og tilbyder en mangfoldighed af mødesteder både indenfor og i samspil med omgivelserne.
Bygningen tager udgangspunkt i en cirkulær tilgang med målet om at genbruge eller genanvende den eksisterende bygning og struktur så meget som muligt.
Der lægges vægt på at skabe optimale betingelser for naturligt dagslys, udsyn og behagelige arbejdsmiljøer. Dele af den eksisterende lagerbygning bevares for at fremhæve områdets havne- og industrihistorie.
Det vindende forslag skal nu videreudvikles af C.F. Møller Architects, Förstberg Ling og Softer.
Indflytningen i den nye universitetsbygning planlægges at foregå i enten 2027 eller 2028.