Pensionskæmpe får millionrabat på Helsingørs dyreste grund
Da PensionDanmark i 2022 købte Helsingørs til dato dyrest handlede grund, var det med henblik på at opføre 20.600 kvadratmeter byggeri.
Nu må der ikke være mere end 20.100 kvadratmeter i de i alt 212 boliger.
Det skriver Helsingør Dagblad.
En barbering af kvadratmeter betyder også en barbering af købsprisen for pensionsselskabet.
Tidligere stadion og hotel
PensionDanmark har planer om at opføre en helt ny bydel på det tidligere stadionområde ved Nordre Strandvej i Helsingør centrum. Området er anlagt i 1920’erne som byens fritidsanlæg med idrætsfaciliteter og bypark.
I fremtiden skal området rumme boliger i sammenhæng med parken, når størstedelen af idrætsfaciliteterne flyttes til nye placeringer i byen.
Området kaldes Sommarivabyen efter en villa og senere hotel af samme navn, der lå på den solgte grund.
Helsingør Kommune købte ejendommen 'Sommariva' i 1913. Den er senere revet ned.
Millioner i rabat
I og med, at kommunen nu i samarbejde med PensionDanmark har begrænset antallet af kvadratmeter, der kan bygges på Sommarivagrunden, er der også foretaget et hug i prisen, som pensionskassen skal betale for grunden.
I købskontrakten fremgår det nemlig, at købssummen reguleres forholdsmæssigt med den gennemsnitlige pris pr. byggeri.
Derfor medfører reduktionen i tilladte antal etagemeter også en rabat på 3,75 mio. kr.
Det fremgår af en mødedagsorden i et udvalgsmøde i Helsingør Kommune.
Inden nytår
I 2022 godkendte Helsingør Kommune PensionDanmarks køb af den tidligere grund, som pensionskassen købte for 154,5 mio. kr., men for at den købsaftale ikke skal løbe ud i sandet, kræver det en endeligt vedtaget lokalplan inden årets udgang.
PensionDanmark har altså ikke betalt for grunden endnu.
For da pensionskassen indgik en købsaftale om grunden i sin tid, var det nemlig på betingelse af, at en ny lokalplan kunne komme på plads.
Ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, har Sommarivabyen en anslået entreprisesum på 300 mio. kr.