Gamle Scene genopstår i 1800-tallets pragt
Der er gået 150 år siden, Det Kongelige Teater første gang slog dørene til Gamle Scene på Kongens Nytorv i København op for publikum. Og nutidens gæster kan nu opleve en balkonrundgang, hvis dekorationer efter en grundig restaurering igen nærmer sig deres udtryk ved åbningen for 150 år siden.
Balkonrundgangen omkranser hele teatersalen på balkonetagen og er inspireret af 1800-tallets store, europæiske teaterbyggerier, opført i historicistisk stil med bemalede lofter og detaljerige stukudsmykninger, skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
Fondsstøtte
Det er Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde, der har støttet restaureringen, så teatergæster også for fremtiden kan opleve at træde ind i den kulturhistoriske balkonrundgang, inden de finder sig til rette på tilskuerpladserne i teatret:- Det er en donation som ikke blot kommer bygningen til gode, men som også højner den særlige oplevelse det gerne skulle være at komme som publikum i vores hus, siger Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, i en pressemeddelelse.
Udover balkonrundgangen har Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde også givet støtte til, at publikumstoiletterne har kunnet istandsættes.
En stribe af nyt
Balkonrundgangen er blot den seneste af række renoveringer.
I 2019 var det museloftet, prosceniet og udsmykninger på balkoner og vægge, i 2022 var det kongelogen med tilhørende gemakker og balkonfoyeren, og nu står balkonrundgangen og publikumstoiletter altså også nyistandsat.