23948sdkhjf

Grossist-direktør dækker ind på to topposter

Syv år efter opkøb vil Lemvigh-Müller høste synergifrugterne i to datterselskaber. Ny direktør skal hjælpe processen på vej

Egil Moesgaard, adm. direktør i grossistfirmaet G. Funder, overtog 1. november samme post i søsterfirmaet Elworks. Dog kun på midlertidig basis.

Begge firmaer blev opkøbt af stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller samtidig i 2017. 

Firmaerne deler kundebasen i byggemarkeder og detailbranchen, og siden opkøbet har der således været vurderet at være et synergipotentiale. 

Nu får den længeplanlagte synergihøst ny rygvind med udnævnelsen af Egil Moesgaard i den dobbelte direktørrolle.

- Vores to datterselskaber, G. Funder og Elworks, henvender sig i dag til de samme kundegrupper. Vi ser et væsentligt potentiale i, at de to virksomheder spiller tættere sammen i fremtiden med Egil til låns ved roret i Elworks også, udtaler bestyrelsesformand i Elworks og G. Funder, Kristian Andersen, i en pressemeddelelse.

Overlap i sortimentet

G. Funder har et bredt udvalg af børster, koste, rengøringsudstyr, reb og andet gør det selv-udstyr, samt et meget bredt sortiment af el- og vvs-produkter.

Elworks har et el-sortiment til byggevare- og dagligvarekæder samt el-materiel til håndværk og industri.

Elworks og G. Funder er begge datterselskaber af stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller. De blev opkøbt samtidig i 2017.

Fælles kundetilgang

- Et tættere samarbejde vil nemlig skabe en række afledte synergier, og vi glæder os til blandt andet at kunne skabe en fælles kundetilgang og ikke mindst til at fortsætte udviklingen af nye produkter og løsninger til DIY-markedet i hele Skandinavien, siger bestyrelsesformanden også.

Egil Moesgaard, der har en baggrund i LM Unitrade og i 2017 sluttede sig til G. Funder, blev i 2023 udnævnt til adm. direktør for virksomheden.

Posten som adm. direktør i Elworks overtager Egil Moesgaard fra Henrik Nøhr, der har stået i spidsen for Elworks siden 2022, men som nu har takket ja til nye udfordringer udenfor Elworks.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094