23948sdkhjf

Boom i boligforeninger: Nu er det elevatorernes tur

Septembers rentenedsættelse har givet bedre luft i økonomien hos landets andels- og ejerforeninger. Det har givet udslag i ordrebogen hos elevatorleverandør.

Hos virksomheden Botved kan direktør Mads Peter Poulsen godt mærke, at september bød på en længe ventet rentenedsættelse.

Sammenligner han med samme tid sidste år, bød måneden på 20 pct. flere elevatorbestillinger, og ifølge direktøren er det især landets andels- og ejerforeninger, der igen har fået råd til at investere.

– Rentenedsættelserne er først lige kommet, men vi kan allerede se, at mange andels- og ejerforeninger har gjort sig klar til at investere på forhånd. Når flere vil have elevatorer installeret, handler det om, at det er bekvemt, men også om tilgængelighed og om at lave en god investering i ejer- eller andelslejligheden, siger Mads Peter Poulsen i en pressemeddelelse.

De mange bestillinger kommer i kølvandet på, at Den Europæiske Centralbank den 12. september satte renten ned til 3,5 procent, og at Nationalbanken fulgte trop med en rentenedsættelse fra 3,35 procent til 3,1 procent, hvilket for nogle boligejere betyder en lidt billigere boligfinansiering.

De nye altaner

At en elevator kan være en god investering, er det ingen tvivl om, når man kigger på priserne for lejligheder med eller uden.

I juni viste tal fra Boligsiden, at prisen for en ejerlejlighed på 80 kvm. stiger med gennemsnitligt lidt over 750.000 kroner, hvis der er installeret en elevator, mens prisstigningen lyder på 110.000 kr., hvis en lejlighed i tilsvarende størrelse har en altan.

– De seneste mange år har altaner været i fokus for boligforbedringer i ejer- og andelslejligheder, og turen er nu kommet til elevatorer. Begge dele giver en forbedret livskvalitet i selve boligen, og begge dele er noget, man for 100 år siden ikke engang turde drømme om, lyder det fra Mads Peter Poulsen, der vurderer at installation af en elevator i et etagebyggeri samlet koster mellem 1,5 og 2,5 millioner kroner.

Er blevet mere udbredt

I 90 år har Botved arbejdet med maskiner og udstyr til at hjælpe bevægelseshæmmede mennesker til et bedre liv, og elevatoren har tydeligt bevæget sig fra at være noget for et fåtal af danskerne til at være langt mere udbredt.

– Tidligere har man set elevatoren som noget, der især var for mennesker med handicap, ældre mennesker eller en luksus i nyere byggerier. I dag er det blevet mere udbredt, siger Mads Peter Poulsen og tilføjer:

– Børnefamilien, der skal have barnevognen op og ned mange gange dagligt, vil gerne have elevator, men også de unge, der kan have bedsteforældre på besøg på fjerde sal eller bare sætter pris på ikke selv at skulle slæbe indkøbsposerne hele vejen, siger Mads Peter Poulsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.238