23948sdkhjf

Livsfarligt børnearbejde: 14-årig håndterede asbest for dansk virksomhed

På en sønderjysk byggeplads er Arbejdstilsynet stødt på mindreårige i færd med at rive asbestholdige tagplader ned

I forbindelse med et tilsynsbesøg på en ejendom i Sønderborg Kommune er Arbejdstilsynet mødt op til synet af børn, der var i gang med at udføre livsfarligt arbejde i form af nedrivning af eternittagplader med asbest.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Børnene er i alderen 14-15 år udførte arbejdet for en unavngiven dansk virksomhed med adresse på Vestsjælland. Ifølge en aktindsigt, som Tv2 er i besiddelse af, var børnene i skolepraktik.

Over flere besøg fra den 18. til 20. september har Arbejdstilsynet afgivet 14 strakspåbud på baggrund af børnenes ulovlige arbejde samt for arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger.

De 14 strakspåbud virksomheden har fået

Her er de påbud virksomheden har fået mellem den 18. og 20. september:

  1. Der henlå synlige rester af asbest på byggepladsen.
  2. Der blev ikke anvendt personlige værnemidler af nogen art.
  3. Der var ikke adgang til bad og omklædning.
  4. Der var fri adgang til området, hvor der var udført arbejde med asbest.
  5. Der var ikke opsat skiltning med teksten: "PAS PÅ! ASBESTARBEJDE. Ingen adgang for uvedkommende".
  6. Nedtaget plader henlå på paller uden emballage.
  7. Affaldet var ikke mærket med asbest.
  8. Arbejdet med støvende nedtagning af asbestholdigt tageternit var stadig ikke anmeldt til Arbejdstilsynet, selvom dette var blevet påbudt under tilsynets besøg.
  9. Der var ikke udarbejdet en skriftlig arbejdsplan.
  10. De ansatte arbejdede med nedtagning af asbestholdigt tageternit uden at være beskyttet mod risikoen for asbeststøv.
  11. Ansatte arbejdede på taget uden, at der var opsat kollektive sikkerhedsforanstaltninger imod nedstyrtning.
  12. To unge på henholdsvis 14 år og 15 år arbejdede med nedtagning og indpakning af asbesttagplader. De var med på opgaven i forbindelse med skolepraktik.
  13. De to unge stod uden opsyn af ledelsen og arbejdede med asbestholdigt eternit ved Arbejdstilsynets ankomst.
  14. Arbejdstilsynet vurderer, at virksomhedens viden omkring emnet asbest er mangelfuldt.

Kilde: Tv2's aktindsigt

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er rystet over sagen:

- I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst. Jeg kan kun gentage, at asbest er livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt, siger ministeren i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest.

Ønsker hård straf

Også formanden for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen er dybt forarget over sagen og understreger alvorligheden, som han mener, bør udløse en hård straf:

- Det er så kynisk og groft det der er foregået. Vi slås med ulovlig fjernelse af asbest hver dag, men at nogen kan finde på sætte børn til det, er det mest forbryderisk og kyniske, jeg har oplevet, siger han i en pressemeddelelse:

- Det er at udsætte børnene for direkte livsfare og en sådan handling bør naturligvis føre til en meget hård straf. En straf på linje med grov vold eller måske forsøg på manddrab. Vi ved jo, at asbest er ekstremt farligt og kan være livstruende.

Arbejdstilsynet har underrettet politiet, Skattestyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune grundet sagens alvorlighed.

Arbejdet med asbest bliver fra nytår underlagt øget kontrol. Det vil blive påkrævet at have autorisation at håndtere det sundhedsskadelige materiale, hvilket har givet ekstra arbejde til landets nedrivere i den sidste del af året.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078