23948sdkhjf

Konkursramt entreprenør fældet af milliongæld

Trods salg af både biler og ejendom forventer kuratoren i sagen, at boet efter den konkursramte Vojens Entreprenør ApS kun vil dække en lille del selskabets milliongæld

Når man ikke kan betale de penge, man skylder, ja, så går man konkurs.

Og det er, hvad der er sket for det sønderjyske byggefirma Vojens Entreprenør ApS, der grundet en større milliongæld har været nødt til at lukke skodderne og dreje nøglen om. Konkursdekretet blev afsagt i slutningen af august. 

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge en aktindsigt lokalmediet har fået, løber virksomhedens samlede gæld op i 3.463.477 kroner, som omfatter alt fra skattekrav på 851.125 kroner, leverandørgæld, lån på 751.000 kroner og krav fra lønmodtagere for manglende lønudbetaling.

Konkursboets foreløbige aktiver tæller i skrivende stund kun omkring 174.000 kr. Entreprenørens bogføring viser ellers et udestående hos debitorer på 700.000 kr. Kurator Anders Hvidberg Plum har dog indgået et forlig på blot 50.000 kr.

Manglende aktiver

Da kurator skulle opgøre boet, stod det dog hurtigt klar, at der manglede syv biler og to påhængsvogne, som firmaet havde indskrevet. To af dem var leaset og tilbageleveret, mens de resterende fem enten er solgt eller skrottet uden at indtægterne er gået til Vojens Entreprenør ApS.

Kurator Anders Hvidberg Plum oplyser til JydskeVestkysten, at han har forsøgt at få en redegørelse for de forsvundne biler fra virksomhedens nu tidligere ejer og direktør Eva Kristina Daugaard, men uden held.

De manglende aktiver vil ikke blive eftersøgt yderligere, da der ikke er midler nok i boet til at facilitere en undersøgelse.

Det forventes dog, at der kan tilføres lidt flere penge til boet med salget af en hesteejendom, som Vojens Entreprenør ejer i Tønder. Den er tidligere blevet handlet for 625.000 kr., men Anders Hvidberg Plum forventer en indtjening på omkring 200.000 kr., da der er gæld i ejendommen.

Alt i alt vurderer han, at der er lange udsigter til, at kreditorerne skulle få deres penge tilbage, da de samlede aktiver ikke kommer til at kunne måle sig med den betydelige milliongæld.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079