Forslag til 139 boliger ved Randers på blokken
Et nyt stort boligområde kan være på vej vest for Randers.
I hvert fald vil et forslag til en ny lokalplan i bydelen Over Hornbæk gøre det muligt at opføre i alt 139 boliger.
Forslaget giver mulighed for at opføre 12 tæt-lav boliger, 64 etageboliger henvendt til seniorer og 63 åben-lav boliger fordelt i to områder.
Arealet er delt, så det sydlige område skal være et traditionelt boligområde, mens den nordlige del formes som en trelænget gårdbebyggelse. Desuden giver lokalplanen mulighed for at etablere veje og stiforbindelser, håndtering af regnvand, anlæg af grønne kiler og fælles grønne opholdsområder.
Politisk er der opbakning, idet Randers Byråd på et møde tidligere på ugen har besluttet, at lokalplanen og et tilhørende kommuneplantillæg skal i høring i otte uger.
Længe undervejs
Udgangspunktet for det nye lokalplanforslag er Helhedsplan for Over Hornbæk, der blev vedtaget tilbage i oktober 2022 og åbnede for planlægningen af en ny bydel med parcelhuse, rækkehuse, dobbelthuse, seniorboliger i to etager samt udlæg af grønne kiler, skovrejsning, rekreative forbindelser og vandbassiner.
Ifølge planen åbnes der mulighed for ”byudvikling med boliger i tæt samspil med naturen” på et areal på cirka 52 hektar. Heri ligger mulighed for cirka 250 boliger.
Det aktuelle forslag er første etape af helhedsplanen og omfatter et areal på cirka 20 hektar.