23948sdkhjf

Den nordiske model: Dansk tegnestue skal gentænke berygtet fængsel

Den danske tegnestue Schmidt Hammer Lassen er blevet udvalgt til at gentænke USA's ældste fængsel med udtalt inspiration fra Nordens brummer

"San Quentin, you've been living hell to me."

Sådan sang Johnny Cash hadefuldt om det berygtede San Quentin-fængsel i Californien, der med sine 172 år er USA's ældste.

Og indtil for nylig har teksten fra 1969 været rammende, men i et amerikansk nybrud besluttede Californiens guvernør, Gavin Newsom, sidste år, at der skal nye boller på suppen i mareridtsfængslet. 

Og det er her, Schmidt Hammer Lassen (SHL) kommer ind i billedet. 

Den københavnske tegnestue er nemlig blevet udvalgt til designgruppen, der skal genopfinde de fysiske rammer for det historiske fængsel, der huser 3000 californiske fanger.

Målet er, at San Quentin skal gå fra at være et levende helvede, som Johnny Cash kaldte det, til et humant rehabilitationscenter med fokus på uddannelse og tilbagevenden til samfundet - stærkt inspireret af den skandinaviske fængselsfilosofi, der har fået tilnavnet 'den nordiske model'.

Det fortæller tegnestuen i en pressemeddelelse.

I Børsen fortæller Sanne Wall-Gremstrup, adm. direktør i SHL, at projektet har stor betydning for tegnestuen på flere niveauer:

- Det er uden tvivl en meget vigtig opgave for os, både forretningsmæssigt, men også fordi projektet er så ambitiøst og visionært og berører så mange menneskers liv. Det har stor resonans med vores værdier og tidligere projekter.

Projektet har et samlet budget på 240 mio. dollar eller 1,6 mia. kr. og skal efter planen stå færdigt i starten af 2026. Udover et rehabiliteringscenter kommer fængslet også til at huse en cafe og et bibliotek. I alt kommer projektet til at udfolde sig på 8000 kvadratmeter.

Udover SHL skal også en række lokale entreprenører sørge for at realisere projektet. SHL har tidligere gjort sig erfaringer med at designe fængsler. SHL er nemlig arkitekt bag et nyt fængsel i Nuuk i Grønland fra 2019, der også er tegnet med udgangspunkt i den nordiske model.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063