23948sdkhjf

KAB indgår aftaler til flere hundrede millioner kroner

Ved at indgå rammeaftaler med færre firmaer end tidligere kan de enkelte vindere se frem til flere opgaver, lyder det fra KAB

KAB har netop underskrevet rammeaftaler med den skare af rådgivere og arkitekter, der skal bistå den store boligorganisation med en lang række byggeopgaver de kommende fire år.

Rammeaftalerne dækker nybyggeri, større renoveringer, mindre renoveringer samt bygherrerådgivning, og der er udpeget tre vindere på hver rammeaftale.

Der ligger allerede en opgaveventeliste til renoverings- og bygherrerådgiverne, som sættes i gang om kort tid.

- For nogen starter samarbejdet om de første sager allerede i morgen, for andre sker det i den nære fremtid, siger Gert Lindenskov, specialkonsulent i Center for Byggeri og Byomdannelse i KAB, i en pressemeddelelse.

KAB's rammeaftaler om rådgivning 2024-28

Nybyggeri:

  • Erik Arkitekter
  • Werk Arkitekter
  • Nordic Office of Architecture

Mindre renoveringer:

  • Aart Architecture DK east
  • Rørbæk & Møller Arkitekter
  • AI Arkitekter & Ingeniører

Større renoveringer:

  • Aart Architecture DK east
  • Erik Arkitekter
  • Sweco Danmark

Bygherrerådgivning:

  • Wissenberg A/S rådgivende ingeniørfirma FRI
  • Niras
  • Sweco Danmark

Kilde: KAB

De fire rammeaftaler anslås – som tidligere beskrevet – at have en værdi af 390 mio. kr. Beløbet kan dog øges til hele 585 mio. kr. over de fire år, kontrakterne løber.

KAB-fællesskabet dækker 32 almene boligorganisationer fordelt på godt 400 boligafdelinger med cirka 65.000 almene boliger i hovedstadsregionen.

Hurtigere og gennemskueligt

KAB har gennem de sidste 16 år udbudt rammeaftaler om totalrådgivning.

Rationalet bag brugen af rammeaftaler er ifølge boligorganisationen, at byggesager kan opstartes hurtigere. Her er vurderingen, at de kan være med til at skære cirka en måned af projekteringstiden grundet et kortere udbudsforløb.

Intentionen med rammeaftalerne er også at sikre en mere gennemskuelig prissætning af rådgiverydelserne tidligere i projektet, samt at gøre det mere attraktivt for rammeaftaleholderne at samarbejde med boligorganisationerne under KAB.

En eksklusiv skare

Med de fire nye rammeaftaler er antallet af aftaleholdere reduceret til tre virksomheder i hver af de fire kategorier. Det skal sikre flere opgaver til de enkelte vindervirksomheder.

- Det er vigtigt for KAB, at vi kommer tættere på vores samarbejdspartnere, og derfor har vi denne gang gjort dem mere eksklusive ved at mindske antallet af rammeaftaleholdere for hvert område, forklarer Gert Lindenskov.

Der er allerede en opgaveventeliste på renoverings- og bygherrerådgiverne, som sættes i gang om kort tid og tildeles efter en rangeringsliste. 

Tildelingen af opgaver på rammeaftalen foregår efter et rotationsprincip.

- KAB anerkender, at der ligger et stort arbejde for totalrådgiveren i at udarbejde et tilbud i konkurrencen om at få en rammeaftale. Derfor ligger det også KAB på sinde, at alle som udgangspunkt bliver tilgodeset i forhold til opgaver, siger byggedirektør i KAB, Rasmus Jessing.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.284