Vejdirektoratet sætter private til at opføre ladeparker
Frem mod 2030 bliver der etableret 25 ladeparker til ellastbiler. De første fem skal stå klar i 2025, og til udrulningen af ladeinfrastrukturen er der afsat cirka 760 mio. kr.
Her har vi langt hen ad vejen givet bolden op til det private marked, som nu selv skal stå for at drive udrulningen af ladeinfrastrukturen til den tunge vejtransport Kresten Lysholdt-Andersen, senior projektleder i Vejdirektoratet
Men i stedet for at bygge statslige ladeparker, har Vejdirektoratet netop indgået aftaler med en række private aktører om at drive udrulningen.
Den beslutning er truffet efter en markedsdialog.
- Vi har en haft en god dialog med branchen, som er positive over for vores nye strategi og nyheden om de første indgåede aftaler, siger senior projektleder i Vejdirektoratet, Kresten Lysholdt-Andersen, i en pressemeddelelse.
- Her har vi langt hen ad vejen givet bolden op til det private marked, som nu selv skal stå for at drive udrulningen af ladeinfrastrukturen til den tunge vejtransport, tilføjer han.
Aftaler om etablering og driften af de første fire ud af fem planlagte ladeparker, der åbner i 2025, er indgået med ladeoperatørene Norlys, Circle K og E:On.
Der er i første omgang tale om ladeparker nær motorvejene omkring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge, som skal stå klar med udgangen af 2025.
Nyt udbud
I aftalerne forpligter de enkelte ladeoperatører sig til at opfylde kravene i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR) både i udrulningen i 2027 og i 2030, men de kan anlægge og designe ladeparken efter eget ønske og på egne arealer.
Til gengæld har Vejdirektoratet indgået aftale om ikke at opstille konkurrerende ladeinfrastruktur i områderne.
Ifølge Vejdirektoratet har der været dialog med alle kendte ladeoperatører på markedet i et forsøg på at indgå aftaler med så mange som muligt for at sikre konkurrence og bedre priser for brugerne.
Der hvor der ikke er indgået aftaler, sørger Vejdirektoratet for at ”toppe op” og sikre resterende ladefaciliteter via udbud. Det betyder, at Vejdirektoratet udbyder seks ladepunkter i ladeparken ved Køge.
Udrulning af ladeparker til ellastbiler
Frem mod 2030 bliver der etableret 25 ladeparker med i alt minimum 133 MW.
De første fem ladeparker åbner i 2025, mens de øvrige 20 ladeparker åbner i henholdsvis 2027 og 2030.
Der er afsat cirka 760 mio. kr. til udrulningen af ladeinfrastrukturen til ellastbiler.
Størstedelen af fremtidens ladebehov vil ifølge en analyse fra Vejdirektoratet blive dækket af hjemmeopladning hos den enkelte vognmand, og de 25 ladeparker placeres derfor, hvor behovet er størst, og hvor lastbiltrafikken samles på hovedvejnettet.
Det skal sikre, at chauffører aldrig har mere end 60 km til en lynlader på hovedvejnettet i Danmark.
Kilde: Vejdirektoratet