Tvist bag tegnestues konkurs
En længere tvist med den fynske oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtres ejendomsselskabet Selfrent ApS har ført til konkurs i KCR Arkitekter fra Middelfart.
Det skriver Fyens.dk, som har fået aktindsigt i retsbogen fra behandlingen af konkursen.
Her viser et referat blandt andet, at direktør Esben Holmslykke forklarer nedturen med, at arkitektfirmaet ikke har modtaget et honorar på 1,7 mio. kr. fra Selfrent for arbejdet som totalrådgiver på et projekt med 21 lejligheder i Middelfart.
Den manglende udbetaling hænger sammen med projekteringsfejl, som skulle være begået af en underleverandør, der gjorde byggeriet dyrere end planlagt. Samtidig har Selfrent stilet krav mod KCR Arkitekter for dækning af det uventede ekstraudgifter.
Konkursdekret over KCR Arkitekter blev afsagt 4. juli af Skifteretten i Odense, som dagens forinden havde modtaget en konkursbegæring.
Hvordan, udviklingen i arkitektfirmaet ellers så ud i 2023, står for nu hen i det uvisse, da den seneste offentliggjorte årsrapport dækker 2022. Her var der en bruttofortjeneste på 1,8 mio. kr. samt et plus efter skat på knap 360.000 kr. og i gennemsnit tre fuldtidsansatte.
Fordyret med flere millioner
Hovedmanden bag Selfrent, milliardæren Torben Østergaard-Nielsen, er nok bedst kendt i den brede offentlighed som manden bag Nordic Waste.
Selfrent er nu i dialog med KCR's forsikringsselskab, HDI Forsikring, om at dække budgetoverskridelserne. Det bekræfter Østergaard-familiens ejendomsansvarlige, Head of Estate Bendt Ladekjær, overfor Fyens.dk.
Byggesummen for de 21 lejligheder var før fejlberegninger omkring 40 mio. kr.
Fejlberegningerne endte med at øge prisen på byggeriet med adskillige millioner, oplyser Bendt Ladekjær, der dog ikke vil komme det nærmere.
Han afviser desuden Esben Holmslykkes udsagn om, at Selfrent mangler at betale KCR Arkitekter millionhonoreret.
- Vi har opfyldt vores kontraktlige forpligtelser og betalt stort set hele det beløb, som blev aftalt med KCR for tre år siden. Der mangler en mindre del, men det skyldes, at firmaet ikke løste de kontraktlige opgaver i forbindelse med byggeriets aflevering her i foråret. Men det er slet ikke i nærheden af de 1,7 mio. kr., siger Bendt Ladekjær til Fyens.dk.
Byggeriet af de 21 boliger Middelfart, som er tvistens omdrejningspunkt, gik i gang i 2022. Projektet blev blev præsenteret allerede to år forinden, men tidsplanen var siden blevet dikteret af lange leveringsmaterialer, specielt på betonelementer.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 1,8 | 1,8 |
Resultat af primær drift | 0,5 | -0,3 |
Resultat før skat | 0,5 | -0,3 |
Årets resultat | 0,4 | -0,2 |
Balancestatus | 1,5 | 1,2 |
Egenkapital | 0,7 | 0,3 |
Antal ansatte | 3 | 3 |
Kilde: CVR |