Håndværkerfestival midt i København
I januar i år så festivalen HÅNDVÆRK dagens lys på Lokomotivværkstedet midt i København og til februar næste år gentager arrangørerne, Building Green, festivalen i håb om at sætte endnu mere skub i vigtige dialoger mellem byggebranchens udførende og leverandørerne.
Mere end 4.000 håndværkere og unge fra landets erhvervsskoler besøgte den første HÅNDVÆRK-festival. Opbakningen og tilbagemeldingerne var ifølge Sarah Elhauge, direktør hos Building Green, overvældende.
- Vores ønske med festivalen er at sætte de udførende håndværkere i centrum af de debatter og udfordringer, som er en del af byggebranchen. HÅNDVÆRK har potentialet til at blive den platform, hvorfra de udførende kan tale om og blive klogere på klima, dokumentation, arbejdsmiljø og powertools, siger Sarah Elhauge.
Hele 74 pct. af de besøgende i januar har tilkendegivet, at de kom for at blive opdateret på viden.
- Det betyder altså, at der er et behov, og det har vi med to dages HÅNDVÆRK-festival muligheden for at imødekomme. Det forpligter selvfølgelig ift. hvem vi inviterer på scenerne, men også rundt omkring på standene er det vigtigt, at udstillere formår at række ud til de besøgende gennem relevante aktiviteter, gode snakke om fremtidens materialer og produkter, fremhæver Sarah Elhauge.
Gode snakke i øjenhøjde
Flere af udstillerne, der var med i januar, har allerede tilsluttet sig næste års HÅNDVÆRK. Én af dem er STARK:
- Det særlige er, at vi kan gå i dialog med håndværkerne på deres præmisser. Konferencernes sædvanlige taler og oplæg er skiftet ud med fysiske events og materialer, og det betyder, at vi får mange anledninger til at tale sammen om noget konkret. Som for eksempel når de besøgende konkurrerer om at bygge den hurtigste racerbil af powertools, siger marketingchef Mads Aagaard Jensen og fortsætter:
- Og så er det et muligt rum for at snakke om det gode gamle håndværk og om det nye, der er kommet for at blive, herunder bæredygtighed. Det er altid godt, når faglighed og god underholdning går hånd i hånd, siger han.
Også værktøjsproducenten Festool er med igen næste år:
- På Festool-standen i år gjorde vi meget ud af, at besøgende kunne få vores produkter mellem hænderne og det foranledigede gode dialoger om bl.a. arbejdsmiljø og cirkularitet. Det kommer vi også til at gøre næste år om end i lidt større skala, da vi har en stand med mere plads. Det kræver planlægning og den er allerede i gang, da de besøgende stiller krav om meget mere end blot udstillede produkter, fortæller Rikke Geert, Eventansvarlig hos Festool Danmark.