23948sdkhjf

Lokale entreprenører skal opføre nyt atletikstadion i Aarhus

Aarhus skal have et nyt atletikstadion, og det bliver konsortiet Raundahl & Moesby og M. J. Eriksson, der skal opføre det

Mandag blev det på et pressemøde afsløret, hvem der skal stå for opførslen af det nye atletikstadion og det det dertilhørende Sportens Hus i Kongelunden i Aarhus.

Her er valget faldet på et konsortium bestående af den Aarhus-baserede entreprenørfirma Raundahl & Moesby og M. J. Eriksson, der har hovedsæde i Ishøj, men styrer projektet fra lokalkontoret i Viby. Dertil kommer der teknisk og faglig støtte fra Aart Architects og Niras.

Anlægget ventes at stå færdigt i 2026, og at projektet nu rykker et skridt nærmere, vækker glæde hos Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S).

- Jeg glæder jeg over, at vi blandt flere gode bud har kunnet pege på et vinderhold, der er ambitiøse på sportens og områdets vegne. Projektet har med al tydelighed læst stedet godt, så vi kan se frem til et projekt, der vil føje sig smukt ind blandt de øvrige bygninger, samtidig med at brugernes behov er forstået, siger han i en pressemeddelelse.

Vinderprojektet er fundet på baggrund af en totalentreprisekonkurrence og er en del af den opgradering af Idrætsbyen i Kongelunden, der også omfatter et helt nyt fodboldstadion i området, der er det Zaha Hadid-tegnede stadion, som Licitationen tidligere har omtalt.

Vinder foran tre andre

Det samlede projekt blev i sin tid udbudt som en totalentreprise med en targetsum på 170 mio. kr., og her var der fire entreprisehold, som var med i det allersidste opløb. Det drejede sig om:

  • Raundahl & Moesby og M.J. Eriksson, Niras, Aart Architects West
  • C.C. Contractor, Cubo Arkitekter, Detblå og Afry
  • Kaj Ove Madsen A/S (Aarhus), Elkjær+Ebbeskov Arkitekter, BIG – Bjarke Ingels Group, Ingeniør'ne og Jens Wessberg Rådgivende Ingeniørfirma
  • Per Aarsleff, C.F. Møller Architects, EKJ Rådgivende Ingeniører, Tri-Consult og Dan Jord

Og i feltet af nogle af Danmarks største virksomheder var det altså førstnævnte hold, der vandt udbuddet.

Derfor er der naturligvis også glæde at spore hos Raundahl & Moesby over den nyvundne entrepriseopgave.

- På vegne af vores projektteam vil jeg gerne udtrykke vores fælles glæde over at vinde dette særdeles spændende projekt, siger adm. direktør i virksomheden, Carsten Raundahl, i pressemeddelelsen.

Han uddyber:

- Dels fordi vi alle har et dybtfølt engagement i det aarhusianske sports- og kulturliv, i Aarhus idrætspark og de historiske omgivelser, og dels fordi vi her kan bidrage med en løsning, der åbner op og favner både elite- og breddeidrætten samt ikke mindst de mange frivillige og tilskuere, der er den omgivende del af sportens verden.

Genbrug fra det gamle Aarhus Stadion

Det nye atletikstadion får en tribune med plads til 1.500 tilskuere, og her bliver både stålkonstruktioner og sæder genbrugt fra det gamle fodboldstadion, der er under nedrivning.

Desuden har man i det visuelle udtryk inkorporeret de røde facader, så det passer til de allerede eksisterende og karakteristiske bygninger, som ligger nær det gamle stadion.

Det eksisterende Sportens Hus ved Ceres Park rives ned i forbindelse med byggeriet af det nye fodboldstadion, mens et nyt Sportens Hus bliver sammenbygget med den eksisterende arena.

I arenaen bevares opvisningshallens volumen med vandrehal. Sportens Hus' nye faciliteter, som bygges til arenaen, vil blive et flerbrugerhus, hvor eliteudøvere mødes på tværs af sportsgrenene. Derudover etableres der også akademiboliger til sportsudøvere udefra.

Foruden at danne ramme for nye og tidssvarende atletikfaciliteter vil det nye sportsanlæg også få etableret faciliteter til forskellige cykeldiscipliner, således at området også bliver et knudepunkt for den lokale cykelsport.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111