23948sdkhjf

Afløser fundet: Han skal forme København

Efter måneders søgen er Københavns nye stadsarkitekt fundet hos Sleth Arkitekter

Opdateret 10:08 med udtalelser fra Sleth Arkitekter. 

Manden, der skal udstykke retningen for Københavns arkitektur, er nu fundet. 

Valget er faldet på Lars Jensen, der tiltræder som stadsarkitekt i København mandag den 2. september.

Dermed er afløseren for den tidligere stadsarkitekt Camilla Van Deurs, der efter fem år på posten stoppede kort før årsskiftet, altså nu på plads efter mere end et halvt års søgen. 

Lars Jensen kommer fra en stilling som leder hos Sleth Arkitekter, hvor han i 15 år har arbejdet med virksomheden projekter i og omkring København. Lars Jensen har blandt andet været involveret i byudviklingen af Nordhavn som rådgiver for udviklingsselskabet By & Havn. 

Fremover får han endnu mere at gøre med udviklingen af København, når han som stadsarkitekt skal understøtte kommunens arbejde inden for arkitektur og byudvikling. 

- Jeg er meget stolt over den tillid, jeg er blevet givet, ved at få muligheden for at bidrage til Københavns udvikling som stadsarkitekt. Jeg har en stor kærlighed til København og jeg bor selv i byen med min familie. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet og glæder mig til at samarbejde med alle dem, der involverer sig i Københavns arkitektur og byudvikling, siger Lars Jensen i en forberedt kommentar. 

Sleth stolte og kede 

Hos Sleth Arkitekter er det med stolthed, man sender Lars Jensen videre mod det store københavner-job. 

- Vi er enormt stolte over at kunne sende Lars videre til en vigtig rolle, som stadsarkitekt, og glade på Lars’ vegne over den anerkendelse han har fået med udpegningen som ny stadsarkitekt i København. For os virker det som det helt rigtige valg Københavns Kommune har taget, udtaler partner og CCO (kreativ leder, red.) i Sleth, Søren Leth. 

Lars Jensen efterlader efter 15 år i Sleth Arkitekter dog noget af et hul, når han stopper. 

- Samtidig er vi naturligvis kede af at se ham gå, da Lars har været en kardinal del af tegnestuen fra starten - både fagligt og socialt - og vi kommer alle sammen til at savne ham, siger Søren Leth. 

Van Deurs på nye karriereeventyr

Københavns tidligere stadsarkitekt Camilla Van Deurs valgte at fratræde sin stilling i begyndelsen af året. Sidenhen er hun blevet partner i arkitektfirmaet Nordic Office of Architecture, hvor hun leder det bystrategiske forretningsområde.  

Hun er også blevet udnævnt adjungeret professor på Arkitektskolen Aarhus.

Posten som stadsarkitekt overtog Camilla Van Deurs i begyndelsen af februar 2019 fra Tina Saaby Madsen, efter hun i en årrække havde været ansat hos Gehl Architects.

Stadsarkitektens hovedopgaver

Som stadsarkitekt i Københavns Kommune har man til formål at understøtte kommunens arbejde inden for arkitektur og byudvikling. Herunder er de, ifølge kommunen, vigtigste opgaver.

  • Rådgivning af Teknik- og Miljøudvalg, borgmester og forvaltning i spørgsmål om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten træffer ikke beslutninger i forvaltningens sager og går almindeligvis ikke ind i enkeltsager.
  • Dialog med københavnerne om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten skal bidrage til debatten om byens udvikling inden for Teknik- og Miljøudvalgets områder.
  • Stadsarkitekten skal medvirke til at udvikle de faglige kompetencer i Teknik- og Miljøforvaltningen, så vurderinger af arkitektur og byudvikling sker på et ensartet og fagligt højt niveau.

Københavns Kommune

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094