Fleksible løsninger til ladestandere
I takt med at antallet af elbiler stiger i Danmark, bliver der etableret ladestandere på mange af landets tankstationer. Det gælder også OK, der med 670 tankstationer er den største kæde herhjemme, og her er man i fuld gang med at supplere de eksisterende tankanlæg med nye ladestandere til elbiler. Til at hjælpe sig i den proces har man allieret sig med entreprenøren Dan Jord A/S, der står for projekteringen og selve gravearbejdet til de mange kabler og installationer, der følger med.
Vores holdning er, at det skal se ordentligt ud, både over og under jorden, sådan at kablerne ikke bliver beskadiget over tid. Kim Vincent, Projektleder
“Projekterne indebærer bl.a. at finde føringsveje, søge tilladelser, samarbejde med elektrikerne samt ikke mindst udføre selve udgravningsarbejdet. Indtil videre har vi været med på 36 opgaver med ladestandere til OK, og de ligger typisk på 36.000-250.000 kr., så det er et bredt spænd,” forklarer projektleder i Dan Jord A/S, Kim Vincent.
Alle projekter er forskellige
Senest har Dan Jord A/S hjulpet med at etablere en lynlader på 240 kW på OK’s tankstation i Termestrup i Djursland – et projekt der tog ca. 3 uger. Undervejs skulle der graves knap 200 meter kabel ud, og for at undgå et for stort spændingsfald, måtte man i processen skifte fra de planlagte 2 kabler til 4 kabler.
“Alle projekterne er forskellige, fordi omfanget afhænger af den konkrete placering, og af hvor vi skal hente strømmen henne. Hver gang er der noget nyt i forhold til kablerne og deres placering – det kan være, vi skal krydse en vej og udføre styret underboring el. lign. Derfor projekterer vi heller ikke for meget på forhånd, men løser opgaverne som de kommer,” siger Martin Wolf, der har fungeret som formand på projektet i Termestrup.
Kan trække på baglandet
Som en af landets store anlægsentreprenører har Dan Jord A/S mange forskellige kompetencer i huset, og det er en fordel for bygherren, hvis projektet skal skaleres op – eller hvis der skal bruges kompetencer inden for områder som regnvandskloak, skovrydning, bundarbejde, beplantning mm.
Samarbejdet mellem OK og Dan Jord A/S har foreløbig varet i halvandet år, og Kim Vincent tror, at det netop er Dan Jords størrelse og bredspektrede kompetencer, der får samarbejdet til at fortsætte:
“Vi er altid været løsningsorienterede og sætter det rigtige mandskab på opgaverne. Det er faste folk, der er med hver gang, og det er bygherre glad for, bl.a. fordi det sikrer en mere ensartet og strømlinet finish. Vores holdning er, at det skal se ordentligt ud, både over og under jorden, sådan at kablerne ikke bliver beskadiget over tid.”
FAKTA: Dan Jord A/S
Dan Jord A/S er professionel anlægsentreprenør med kompetencer inden for bl.a. jord- og kloak, brolægning, fjernvarme og LAR. Virksomheden har hovedsæde i Aarhus og har ca. 200 medarbejdere, der arbejder på projekter i det meste af landet. Dan Jord har desuden eget jordlaboratorium og egen landmåler.
Se mere på www.danjord.dk
Kilde: Dan Jord A/S