Totalrådgiver til trecifret millionrenovering af teater fundet - entreprenør mangler
Når renoveringen af Odense Teater for 100 mio. kr. påbegyndes i efteråret 2025, bliver det med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma som totalrådgiver.
Det oplyser Odense Teater i en pressemeddelelse.
Det sker næsten et halvt år efter, at opgaven blev udbudt med forhandling tilbage i januar.
At valget er faldet på Søren Jensen, skyldes virksomhedens store erfaring med teaterbyggeri, fortæller direktør i Odense Teater Jacob Schjødt til Fyens Stiftstidende.
- De har blandt andet stået bag en renovering på Aarhus Teater for nogle år siden, som gør, at de har noget erfaring med den komplekse opgave, det er at beskæftige sig med teaterteknik, siger Jacob Schjødt.
Opgaverne indebærer en opdatering af sceneteknologi, forbedring af publikumsfaciliteter, modernisering af foyer- og publikumsområder og forbedringer af teatrets bæredygtighed og energieffektivitet.
Arkitekten på projektet er Kjaer & Richter.
Underentreprenør mangler
Der er dog endnu ikke fundet underentreprenører på projektet, men ifølge Fyens Stiftstidende begynder man efter planen at lede efter entreprenører næste år i løbet af sommeren.
- Man er underlagt EU-udbudsregler, så der er alle jo velkomne til at søge og byde ind på opgaven, men vi håber da bestemt, at der er mange lokale, der vil tage det til sig og byde ind på opgaven, siger Max Haugaard, der er projektdirektør hos Søren Jensen til Fyens Stiftstidende.
Projektet finansieres hovedsageligt af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som giver 80 mio. kr. til istandsættelsen.
Derudover giver Augustinus Fonden 10 mio. kr., mens Aage og Johanne Louis-Hansens Fond giver fem mio. kr. Selv betaler Odense Teater de sidste fem mio. kr.
Odense Teater oplyser desuden i en pressemeddelelse, at man fortsat vil afholde forestillinger i 25/26-sæsonen, selvom det er der, at renovering efter planen skal foregå.