23948sdkhjf

Topchefer på visit hos Femern

Tilbudsgivningen til Femern Bælt-projektet er nu i gang for alvor. Store internationale konsortier er i spil til kontrakter for et tocifret milliardbeløb.
Tirsdag den 27. august lagde flere end 60 topchefer fra de i alt ni prækvalificerede entreprenørkonsortier vejen forbi København, hvor de fik mulighed for at møde ledelse og kontraktchefer hos Femern A/S.

Mødet markerer starten på en tilbudsproces, der afsluttes i 2015, når kontrakterne er klar til at blive skrevet under. Forudsætningen er, at Folketinget på det tidspunkt har vedtaget en anlægslov for Femern-projektet samt at myndighederne i Slesvig-Holsten har givet alle nødvendige tilladelser.

- Det er en meget værdifuld dag for os i Femern. Vi taler om kontrakter til et tocifret milliardbeløb. Det er vigtigt for os, at entreprenørerne kender os og i dybden forstår projektet. Samarbejdet og projektet skal blive en succes. Det kræver ledelse og overblik hos entreprenørerne, ikke kun at de er teknisk meget dygtige, siger teknisk direktør Steen Lykke.

Femern A/S har prækvalificeret ni store entreprenørkonsortier til at give tilbud på de fire store anlægskontrakter på den faste forbindelse over Femern Bælt. De fire kontrakter er: 1) tunnel nord, 2) tunnel syd, 3) portaler og ramper samt 4) udgravninger og landopfyldning. Der er prækvalificeret mellem tre og fem konsortier til at byde på hver af de fire kontrakter.

Tilbudsgivningen er en lang og grundig proces, hvor hvert konsortium skal vise sin formåen og evne til at leve op til kravene fra bygherren, herunder også når det gælder miljø, sikkerhed og arbejdsforhold. Tilbudsgiverne skal dokumentere, at de har den fornødne økonomiske styrke og de tekniske og ledelsesmæssige kompetencer. Herudover skal de vise, at de kan tilbyde en robust og gerne innovativ måde at gennemføre opgaven på indenfor de opstillede krav samt ikke mindst en rigtig og konkurrencedygtig pris.

- Vi er meget tilfredse med mødet og den gode dialog, som er en forudsætning for et vellykket projekt. Konsortierne viser stor interesse for projektet og vi forventer en god konkurrence om både metoder, innovation og pris, siger Steen Lykke.

Virksomhederne i de ni entreprenørkonsortier kommer fra Danmark, Tyskland, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Frankrig, og Sydkorea. Hertil kommer virksomheder fra England og USA, der er tilknyttet nogle af de ni grupper.

Alle konsortierne kommer i november 2013 til Lolland-Falster og Slesvig-Holsten for at få et førstehåndskendskab til anlægsområderne ved Rødbyhavn og Puttgarden. Det sker i forbindelse med en såkaldt ’pre-bid conference’ hvor der gås i detaljer med kravene til, hvad tilbuddene skal indeholde og hvilke vilkår der gælder, når der skal bygges på både tysk og dansk territorium.

Læs også: Et skridt nærmere fast Femern-forbindelse
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078