M.J. Eriksson vinder tre motorvejsopgaver
Anlægsentreprenøren M. J. Eriksson får en nøglerolle, når motorvej E45 skal udvides omkring Aarhus.
For Vejdirektoratet skal entreprenøren stå for at anlægge motorvejen på tre ud af fire etaper, som går fra Genvejen sydvest for Aarhus til Motorvejskryds Aarhus Nord samt ombygning af Djurslandsmotorvejen.
- Vi forventer et meget udbytterigt samarbejde med Vejdirektoratet, som har stillet med et stærkt holdsiger projektchef Henrik Nøhr, som står i spidsen for projektet, i en pressemeddelelse.
- Og vi er begejstrede over at have vundet tre ud af fire entrepriser. Det giver en god dynamik på pladserne, fordi vi kører det som én samlet entreprise, fortæller han også.
M. J. Erikssons arbejder omfatter jord-, afvandings-, belægnings-, og udstyrsarbejder, nedrivning af ejendomme, trafikafvikling og broer.
Erfaren herre på holdet
Anlægsentreprenørens erfaring med anlæg af motorveje omfatter over de sidste 10 år udbygningen af Kalundborgmotorvejen, Silkeborgmotorvejen, Holstebromotorvejen og Giber Ringvej syd om Aarhus.
Med på holdet på de tre nye etaper er også Mike Bendix Møller, der fungerer som projektleder og senest har været projektleder på netop Giber Ringvej.
Projektet er en del af regeringens infrastrukturplan, der løber til 2035. Det starter i foråret 2024 og afsluttes i efteråret 2026.