23948sdkhjf

Vejen til en bedre bundlinje

Pitzner Materiel er gået fra -30 til +3 mio. kr. - uden at omsætningen er steget. Hemmeligheden er en massiv satsning på uddannelse af medarbejderne.
- Jeg har fra begyndelsen i Pitzner sagt, at mit mål er at gøre medlemmerne af ledergruppen til nogle af de bedste i branchen, siger administrerende direktør i Pitzner Materiel, Ole Wamsler.

Han har stået i spidsen for et massivt uddannelsesforløb, der har udstyret medarbejderne med nye værktøjer. Samtidig er der arbejdet på at flytte fokus i beslutningsprocesserne fra intuition til fakta, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Pitzner har således oplevet steder i organisationen, hvor effektiviteten er steget med 30 procent på et år. Mottoet har været: "Don’t work harder – work smarter":

- Det kan være hamrende irriterende for medarbejderne hele tiden at blive afkrævet fakta, og det var en stor kulturændring. Jeg har afbrudt møder, fordi folk ikke var klædt på til at tage beslutning, men det har alt sammen ført til, at vi er blevet mere effektive. Vi er gået fra minus 30 mio. kr. på bundlinjen til plus 3,0 mio. kr., uden at omsætningen er steget, siger Ole Wamsler.

En strategi med bivirkninger
Kern Wandall er et eksempel på, hvordan nye værktøjer har ført til øget effektivitet og samtidig større arbejdsglæde. Efter en årrække som servicemontør og senere værkfører blev Kern Wandalls jobprofil ændret, så han via en stilling som sælger blev afdelingsleder, flådeansvarlig og ansvarlig for to større projekter – endda samtidigt. Dermed fik han også plads i Pitzners ledergruppe.

- Da Ole Wamsler kom til, var jeg værkfører og ofte stresset med arbejde om aftenen. Senest har jeg siddet som afdelingsleder, flådeansvarlig og ansvarlig for to større projektet samtidig og sjældent arbejdet om aftenen eller følt mig stresset. Jeg har fået redskaber til at være mere effektiv og fokuseret, fortæller Kern Wandall.

Undervejs gennemgik han et massivt uddannelsesforløb og en udvikling, som har betydet, at han nu har forladt virksomheden for at blive medejer og leder af en ny virksomhed i maskinbranchen – Nordisk Logistik Partner. En nødvendig bivirkning ved at udvikle sine folk, mener Ole Wamsler. Kern Wandall glæder sig over, at det intensive forløb nu har givet ham mulighed for at tage et skridt op ad karrierestigen:

- Det har virkelig givet mig en markant udvikling. Da jeg var værkfører, havde jeg ingen idé om, at jeg skulle arbejde med salg og slet ikke, at jeg nogensinde skulle være medindehaver og leder af en virksomhed. Jeg har fået rigtigt meget ud af den uddannelse og det udviklingsforløb, som jeg har oplevet hos Pitzner, og det har betydet, at jeg er frisk på at prøve mere. Nu var der en mulighed med stort potentiale hos Nordisk Logistik Partner. Med min erfaring i Pitzner og mit kendskab til entreprenørbranchen kan jeg se, at der er et stort behov for, at driftsvirksomheder outsourcer salgshåndteringen af overskudsmateriel, og det skal afprøves, siger Kern Wandall.

Nordisk Logistik Partner har til formål at håndtere salgsprocessen for sælgere af maskiner, erhvervsbiler og teknisk udstyr via auktionsportalen Retrade. Kern Wandall håber, at han i fremtiden kommer til at samarbejde med Pitzner, når udlejningsselskabet skal afsætte brugte maskiner og materiel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094