23948sdkhjf

Klumme: Politisk vilje skaber vejen til vækst

FRI-direktør Henrik Garvers bud på, hvor de nye ministre skal sætte ind for at forbedre rammerne for vækst.
Kære Pia Olsen Dyhr, Nick Hækkerup og Henrik Sass Larsen. Tillykke med jeres nye ministerposter. For dansk erhvervsliv generelt og for rådgivende ingeniørvirksomheder specifikt, har I fået ansvaret for tre af de væsentlige ministerier, der skaber rammerne for vækst.

Og der er udfordringer nok at tage fat på. De danske rådgivende ingeniørvirksomheder har en global omsætning på 20 mia. kr. heraf mere end halvdelen uden for Danmark. De beskæftiger 23.000 ansatte i Danmark og udlandet – og på trods af krisen har branchen oplevet vækst – ikke mindst i udlandet, hvor danske rådgivningskompetencer er særligt efterspurgt.

Virksomhederne har vist, at de har viljen og evnen til vækst, men vores rammevilkår kan og bør forbedres, hvis udviklingen skal fortsætte. Her er nogle af de områder, hvor vi som branche gerne ser, at I tager fat:

For det første skal I sætte fokus på vilkår og konkurrenceforhold for virksomheder, der primært beskæftiger højtuddannede og som konkurrerer internationalt. Det gælder eksempelvis den rådgivende ingeniørbranche, der agerer i et internationalt marked og skal konkurrere med rådgivervirksomheder i hele verden. I skal stille skarpt på arbejdsfordelingen mellem det offentlige og det private i Danmark. Hvis tekniske rådgivningsopgaver ikke bliver løst af private virksomheder, men fortsat løses inhouse i det offentlige, så får den offentlige sektor ikke bragt den nyeste viden i spil i løsningerne og vi som branche får færre referenceprojekter, og skal i højere grad konkurrere med den offentlige sektor i Danmark om medarbejderne. Det svækker konkurrenceevnen og medfører mindre eksport.

For det andet skal I arbejde for, at den offentlige indkøbspolitik bidrager aktivt til at styrke viden og innovation: Offentlige udbud efterspørger alt for ofte gårsdagens løsninger til forrige års pris frem for at betale lidt ekstra for at købe fremtidens løsninger med fokus på hvordan projekterne skaber værdi. Det konstante fokus på laveste pris bremser innovationen i de løsninger, der indkøbes.

For det tredje skal I holde fast og gennemføre de tiltag, der ligger grydeklarer fra jeres forgængere: Tilstanden af Danmarks infrastruktur, som er belyst i FRI's State of the Nation rapport, viser, at vores infrastruktur generelt er i bedring – men der er stadig udfordringer. Jernbanen har oplevet det største løft. Men hvis regeringen har ambitioner om, at jernbanen skal være rygraden i den danske kollektive trafik, er det nødvendigt at føre ideerne bag togfonden ud i livet. Togfonden vil betyde velafprøvet, driftsikkert og miljøvenligt togmateriel. Timeplan og elektrificering vil tilsammen skabe den højfrekvente, hurtige og pålidelige kollektive transport, som er forudsætningen for at flytte personer fra bil til kollektiv transport. Ydermere vil investeringerne i den kollektive trafik skabe arbejdspladser i både i Danmark og i udlandet, fordi vi også kan eksportere vores viden om jernbaner. Perspektiverne i togfonden er de rigtige.

Så Pia, Nick og Henrik, der er nok af opgaver. Her er blot nævnt tre. Hvis I har viljen til at ændre rammer - så kan vi sammen skabe vækst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095