Underbetaling på Storstrømsbyggeri koster byggefirma 10 millioner kroner
I tre år blev mindst 160 byggearbejdere på milliardbyggeriet af Storstrømsbroen snydt for millioner af kroner i løn, pension og feriepenge.
Det har voldgiftsretten netop afgjort i en kendelse, fortæller Fagbladet 3F.
Her blev den danske filial af det italiensk-ejede byggefirma PK & ECD dømt for at have underbetalt mindst 160 ansatte i et sådant omfang, at de nu skal betale 10 mio. kr. i efterbetaling og bod.
Flere af de ansatte er ifølge afgørelsen blevet snydt for flere hundredtusinde kroner i løn, hvilket blandt andet skete via forfalskede underskrifter, dobbelte lønsedler og omskrevne timesedler.
- Det er fuldstændig forrykt, at så massiv underbetaling og lønsnyd kan foregå på et offentligt byggeri i tre år – uden at blive opdaget af hverken bygherren, som er staten – eller af myndighederne, siger Michael Severinsen, konsulent i 3F.
Sagen er ført på vegne af over 50 italienske og rumænske medlemmer af 3F, hvor 16 vidnede i sagen.
Afgørelsen er blandt de største af sin slags indenfor byggeriet herhjemme.
De mere end 160 ansatte hos PK & ECD stod for at lave betonarbejde både på land og til vands på Storstrømsbroen – et offentligt byggeprojekt til 2,1 mia. kr.
Her arbejdede de italienske og rumænske byggearbejdere op til 16 dage i træk, både henover weekender og helligdage.
Men deres timetal blev ifølge 3F holdt kunstigt nede med falske lønsedler.
I voldgiftsretten vidnede 16 af byggearbejderne om, hvordan de fik besked på at underskrive blanke timesedler, som virksomheden selv udfyldte bagefter. I visse tilfælde blev deres underskrifter forfalsket, fortalte de i voldgiften.
Samtidig udformede PK & ECD to forskellige lønsedler på den samme medarbejder og for samme periode – med forskellige antal timer og forskellig løn.
Ved hjælp af data fra portene på byggepladsen sammenholdt med de italienske og rumænske arbejderes egne opgjorte arbejdstimer, kunne 3F dokumentere, at arbejdstiden var langt højere end beskrevet af PK & ECD.
Det er ikke første gang, at byggeriet af Storstrømsbroen bliver ramt af skandalesager. Så sent som for et år siden blev et rumænsk byggefirma dømt for at have snydt 22 ansatte for 1 mio. kr. i løn.
Denne gang er dommen langt hårdere, men serien af skandalesager peger kun i én retning, mener lektor Laust Høgedahl, der forsker i migration på Aalborg Universitet.
- Vi taler om et højt profileret offentligt byggeri til milliarder, som har alles opmærksomhed. Det er arbejdslivskriminalitet og løntyveri, vi taler om her, ikke bare social dumping, siger Laust Høgedahl.
Fagbladet 3F har kontaktet det dømte firma, PK & ECD, for at høre deres reaktion på millionbøden. Men ingen af de to italienske ejere er vendt tilbage på vores henvendelser inden deadline.
Fagbladet 3F har også spurgt hovedentreprenøren, SBJV, som er ejet af det italienske byggeselskab Itinera, om en kommentar til dommen. Men har heller ikke hørt noget tilbage inden deadline.
PK & ECD har nu 14 dage til at betale de 10 mio. kr. i efterbetaling og bod til 3F, som derefter fordeler den skyldige løn til deres 50 medlemmer i firmaet.