23948sdkhjf

Rådgiver udpeget til 12.000 m² sygehusbyggeri - OPDATERET

Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Arup har sikret sig totalrådgivningen på en laboratorie- og logistikbygning ved Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
I januar 2016 skal en ny laboratorie- og logistikbygning stå klar til brug på Bispebjerg Hospital, som moderniseres for mere end 4 mia. kr. frem mod 2025.

Seks hold var prækvalificeret til opgaven som totalrådgiver på laboratorie- og logistikbygningen, og vinder blev Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Arup.

Det er et team med stærke indbyrdes relationer fra tidligere projekter. Mikkelsen Arkitekter og Arup har således samarbejdet på projekter som Danmarks Radio, Nyhedsbygningen og Danmarks National Bank.

- Vi ser frem til at tage fat på den særlige udfordring at skabe en ny, arkitektonisk og funktionel helhed, som både skal forholde sig til områdets særlige kulturarv, den omkringliggende boligbebyggelse og samtidig skabe sammenhæng i det fremtidige hospital og psykiatri på Bispebjerg, siger direktør Stig Mikkelsen fra Mikkelsen Arkitekter.

En chance for at tænke nye tanker
Den nye bygning kommer til at ligge i det nordvestlige hjørne af hospitalsområdet sammen med et parkeringshus. Dermed bliver det let for biler med vareleverancer at komme ind til bygningen næsten direkte fra Tuborgvej, så den tunge trafik på hospitalsområdet begrænses. Der planlægges desuden et nyt lyskryds på Tuborgvej/Vestre Længdevej.

Bygningen bliver essentiel for driften af fremtidens hospital og psykiatri og skal blandt andet rumme logistik- og lagerfaciliteter, forskning og laboratorier.

- Vi har et hospital, som kører fint i dag, men med det nye byggeri har vi chancen for at tænke helt nye tanker om, hvordan vi bedst understøtter alle de opgaver, som man ofte ikke tænker over, fordi de bare skal fungere, såsom vareflow, blodprøver, affaldshåndtering mm., forklarer projektleder Rasmus Seidelin Dam fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Stærke kompetencer
Konsortiet er valgt, fordi det havde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Men det er samtidig et stærkt hold med tunge kompetencer og internationalt perspektiv. De tre virksomheder i konsortiet er funderet i henholdsvis Danmark, USA og Storbritannien.

Selve byggeprocessen forventes at vare fra oktober 2014 til april 2016. Dermed er det den første af de kommende bygninger efter parkeringshuset, der står klar. Frem til byggestart vil der bl.a. foregå brugerprocesser, dimensionering og design af den nye bygning.

- Totalrådgiveren skal designe og detailplanlægge bygningen på 12-14.000 kvadratmeter. En del af opgaven er at optimere kvadratmetrene og finde synergieffekter, eksempelvis når vi samler forskningsfaciliteter for store dele af hospitalet og psykiatrien på ét sted. Derfor kender vi ikke det endelige omfang af bygningen, forklarer Rasmus Seidelin Dam.

Konsortiet er meget bevidst om, at det er en udfordrende opgave, det står overfor. Blandt andet fordi det nordvestlige hjørne af hospitalsområdet bliver meget kompakt:

- Det er et spændende hjørne, som er tæt på boliger og på trafikken omkring hospitalet. Samtidig skal vi koordinere med byggeriet af p-huset lige ved siden af og tage hensyn til den fredede bygning mod syd, siger Stig Mikkelsen.

Fakta:
• Et konsortium af Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Arup er valgt som totalrådgiver på den kommende laboratorie- og logistikbygning. Fem prækvalificerede hold bød på opgaven.

• Bygningen skal ligge i det nordvestlige hjørne af hospitalsområdet imellem det nye parkeringshus og den fredede bygning 11.

• Laboratorie- og logistikbygningen bygges fra oktober 2014 til april 2016 og forventes at blive 12-14.000 kvm., men en del af planlægningen går ud på at optimere kvadratmetrene, så bygningens dimensioner ligger ikke fast.

• Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget frem til 2025. Der skal bygges ca. 121.000 nye kvadratmeter og renoveres 89.000 kvadratmeter.

• Byggeriet er finansieret af Kvalitetsfonden med 2,95 mia. kroner og af Region Hovedstaden med 1,03 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125