23948sdkhjf

Håndverksgruppen henter sit første murerfirma

Maler- og murerfirmaet Olsen & Christiansen i København er nu en del af Håndverksgruppen i Danmark

Siden årsskiftet har Håndverksgruppen udvidet med fire nye virksomheder i Danmark. 

Seneste skud på stammen er maler- og murerfirmaet Olsen & Christiansen i København, som "skiller sig ud ved at tilbyde gulvlægning og murerarbejde ud over malerarbejde". 

- Vi oplever en fantastisk vækst i Danmark, lyder det fra Frederik Stage Olsen, dansk landechef for Håndverksgruppen, i en pressemeddelelse.

I alt er 17 virksomheder nu en del af den danske gren af koncernen, som også er til stede i Sverige, Norge og Tyskland. 

- Vi er glade for at byde Olsen & Christiansen velkommen til Håndverksgruppen. Med deres ekspertise, gode omdømme og stærke lokale markedsposition er de en ideel partner for os, siger Frederik Stage Olsen.

- Vores mål har altid været at skabe en gruppe, hvor håndværkere kan vokse og udvikle sig sammen ind i fremtiden, og vi ser nu virkelig resultaterne af det, fortsætter han.

En mere sikker fremtid

Malerfirmaet Olsen & Christiansen blev grundlagt i 1996. Murerfirmaet Olsen & Christiansen, som er en del af malerfirmaet, har rødder tilbage til 1964 gennem det oprindelige murerfirma Jensen & Dam. Virksomheden blev en del af Olsen & Christiansen-familien efter et generationsskifte og opkøb i 2021.

Virksomheden udfører alle former for maler-, gulvlægger- og murerarbejde for andelsboligforeninger og ejendomsselskaber samt renovering og totalistandsættelse af boliger og erhvervslokaler.

- At blive en del af Håndverksgruppen giver muligheder for vækst, men også en bedre og mere sikker fremtid for vores medarbejdere. Personligt er jeg stolt over, at jeg har opbygget denne virksomhed over 28 år, og at der er folk, der tror på den og vil drive den videre sammen med mig, siger adm. direktør i Olsen & Christiansen, Tom Olsen.

Olsen & Christiansen, der blandt andet har udført malerarbejdet på Palads-biografen i København, har i alt 30 ansatte og en omsætning på 43 mio. kr. i 2023. 

Firmaet fortsætter som hidtil - herunder med det samme navn og lokale tilstedeværelse. 

Købsprisen ønsker parterne ikke at oplyse, men "alle ejere vil geninvestere en del af købesummen og blive aktionærer i Håndverksgruppen", lyder det i pressemeddelelsen. 

Om Håndverksgruppen

  • Håndverksgruppen blev etableret i juli 2020 i Norge, hvor 30 lokale håndværksvirksomheder gik sammen om at danne en gruppe. Siden da har Håndverksgruppen etableret sig i Sverige (april 2021), Danmark (november 2022) og Tyskland (september 2023). I dag har Håndverksgruppen 139 håndværksvirksomheder i de fire lande.
  • Håndverksgruppen har en samlet omsætning på mere end 6,8 mia. norske kr. og beskæftiger mere end 4.400 medarbejdere.
  • Håndverksgruppen er ejet af medarbejdere og FSN Capital.
  • Gruppens virksomheder tilbyder alle former for overfladebehandling inden for maling, fliser, murværk og gulvbelægning.

Kilde: Håndverksgruppen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078