Bæredygtighed med Bodil: Nyt partnerskab for installatør-kæmpe
InstallatørGruppen, der i denne uge kunne tilføje endnu et medlem, udvider igen kredsen af samarbejdspartnere.
Gruppen og Bodil Energi har nemlig indgået et nyt partnerskab, der skal sikre udbredelse af grønne energiløsninger i danske hjem.
InstallatørGruppen køber 10 pct. af aktierne i Bodil Energi og bliver dermed en del af ejerkredsen bag virksomheden.
Bæredygtige energiløsninger
Bodil Energi har specialiseret sig i grønne energiløsninger til boligejere, blandt andet tilbyder virksomheden energiløsninger med varmepumper og solceller.
Og partnerskabet er godt, mener man i InstallatørGruppen:
- InstallatørGruppen har virksomheder over hele landet, som kan stå for selve installationen af de løsninger, som Bodil Energi laver for deres kunder, skriver Niels Meidahl, adm. direktør i InstallatørGruppen, i en pressemeddelelse.
For Bodil Energi giver partnerskabet med InstallatørGruppen mulighed for at kunne nå endnu bredere ud til flere kunder i hele Danmark, skriver gruppen i sin pressemeddelelse.
Målet er markedsleder
InstallatørGruppen består - efter den nye udvidelse med El Experten fra Ikast - af 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring 2,2 mia. kr. og mere end 1200 medarbejdere.
Gruppen blev godkendt af konkurrencemyndighederne for et år siden. Dengang bestod den af 11 virksomheder, men allerede dengang var ambitionen at blive ledende i markedet gennem partnerskaber.
Gruppen har hovedsæde i Roskilde.