Ny ejer banker fornyet liv i feriepark-planer
Planerne om en stor feriepark nær Dannemare på Lolland har fået nyt liv.
Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Selskabet Danemare ApS ejer 230.441 kvm jord fordelt på omkring 100 matrikler og har haft en plan om en ny lystbådehavn, omkring 200 feriehuse, 50 hotellejligheder og et antal hotelværelser og restauranter under navnet "Dannemare Village og Marina". Men finansieringen har manglet, og selskabet er endt i rekonstruktion.
I sidste uge blev der så vedtaget et rekonstruktionsforslag, som indebærer, at det nystiftede selskab RSTD Holding ApS fra Roslev i Jylland køber selskabet og aktiverne.
Morten Ole Stampe står i spidsen for det selskab, som nu skal ud og finde investorer og andre til at drive feriebyen. De nødvendige lokalplaner er vedtaget af kommunen.
Han har selskabet Plancore Finance A/S med direktør Steen Rye Jeppesen i ryggen.
- Nu skal vi have nogle partnere med. En eller flere operatører og et antal finansieringsfonde, siger Morten Ole Stampe til Folketidende.
Men først skal kærefristen for rekonstruktionsplanen udløbe.