Paulsen-konkurs bremser næsten færdigt boligbyggeri
Byggeriet af lejeboliger i Hornbæk Skovpark er næsten færdigt, men nu spænder en konkurs ben for, at fejl og mangler kan blive udbedret.
Entreprenøren på projektet, Byggeselskabet Paulsen med hovedkontor i Them ved Silkeborg, gik nemlig konkurs i december, og siden har byggeriet været standset.
Ejendomsselskabet M. Goldschmidt Ejendomme, selskabet bag boligprojektet i Hornbæk, har ifølge Helsingør Dagblad informeret beboerne om, at der ikke kan blive arbejdet videre, mens kurator behandler konkursboet. Det omfatter altså også udbedring af fejl og mangler i boligerne.
Byggeselskabet Paulsen indgik aftalen om at opføre 2. etape af Hornbæk Skovpark for bygherre M. Goldschmidt Ejendomme for lidt over to år siden.
Når der er fundet en ny entreprenør, skulle fejl- og mangellisterne blive gennemgået igen, lyder det.
Mange projekter ramt
Boligbebyggelsen i Hornbæk er langt fra den eneste, som er blevet ramt af Paulsens konkurs. Den jyske entreprenør efterlod et par håndfulde ufærdige byggerier i sit kølvand.
MT Højgaard Property Development er blandt de bygherrer, som havde indgået kontrakt med byggeselskabet. Der er tale om to projekter med en kontraktsum på samlet 124 mio. kr. i tilknytning til Dalum Papirfabrik i Odense. Dels 63 rækkehuse, dels ombygningen af det såkaldte Hollænderhus til 20 luksuslejligheder.
I Slagelse var Byggeselskabet Paulsen også i sving for Scandinavian Property Development. Her var der tale om et friplejehjem og 134 etageboliger, opgaver til henholdsvis 91 og 164 mio. kr.
Byggeselskabet Paulsen
- Grundlagt i 2003 af Christian Paulsen.
- Hovedkontor i Them ved Silkeborg og et regionskontor i Bjæverskov på Sjælland.
- Har især haft aktiviteter indenfor erhvervs-, institutions- og boligbyggeri samt detailbutikker.
- Omsatte inden konkursen for 300-400 mio. kr. årligt.
Kilde: Virksomhedens hjemmeside