Sweco åbner en ny afdeling og flanke til arkitekterne
Sweco Architects har sat endnu en nål i Danmarkskortet. Det skete 1. februar, da arkitekt Kim Flensborg startede på firmaets kontor i Aalborg. Han får også titel af markedschef med ansvar for arkitektur og energi.
Udover at være repræsenteret i København, Odense, Aarhus, Silkeborg og Herning er arkitektvirksomheden nu også repræsenteret i den nordjyske by.
Der er planer om at bygge energianlæg i Danmark svarende til halvdelen af Falster, og hvis vi skal lykkes med at få kvalitetsfyldte steder og effektive anlæg ud af det skal både ingeniørerne og arkitekterne på banen. Kim Flensborg, markedschef med ansvar for arkitektur og energi, Sweco Architects
Arkitekt-etableringen i Aalborg har været på ønskelisten i længere tid, men firmaet har ventet på den rette profil, oplyser Kristian Torp, presseansvarlig ved Sweco Danmark, til Licitationen.
Siden 1996 har Kim Flensborg arbejdet ud fra Aalborg. Først som partner for Arkitektfirmaet Nord og siden som associeret partner og leder af Friis og Moltke Energi.
Nu skal han starte Sweco Architects afdeling op i Aalborg, og planen er at ansætte flere folk.
Selvom Kim Flensborg starter som ene arkitekt i Aalborg, vil han have mulighed for at trække på og arbejde sammen med de cirka 100 medarbejdere ved Sweco Architects øvrige kontorer i Vestdanmark, påpeger Kristian Torp.
Alsidig arkitekt
62-årige Kim Flensborg har erfaring med arkitektur fra tegnestuer i Sønderborg, Aarhus og Aalborg samt fra Wien, hvor han i to år i starten af sin karriere arbejdede med undergrundsbaner og -stationer. Siden har han arbejdet med almene boliger, renovering, helhedsplaner, skoler, tankstationer og institutioner – et arbejde, der i 2013 kastede Betonelementprisen og Utzon-statuetten af sig.
Siden 1996 har Kim Flensborg arbejdet ud fra Aalborg. Først som partner for Arkitektfirmaet Nord og siden som associeret partner og leder af Friis og Moltke Energi.
De seneste år har Kim Flensborgs arbejde kredset om energi blandt andet et stort projekt for Aalborg Forsyning ved Nordjyllandsværket, som udfaser kulkraft.
Kim Flensborg er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 1989.
Kilde: Sweco
Energiprojekter i fokus
Udvidelsen giver arkitektfirmaet bedre muligheder for at rådgive kunderne i det nordjyske og skabe arkitektoniske løsninger med afsæt i Swecos multidisciplinære rådgiverhus. Koncernen er således allerede repræsenteret med en afdeling i Aalborg. Blandt andet via opkøbet af OJ Rådgivende Ingeniører i 2023.
Og muligheden for at arbejde sammen med de tekniske fag er noget, Kim Flensborg ser et stort potentiale i, når rådgivningen skal bruges i energiprojekter med et blik for helhed og kontekst.
- Vi vil som arkitekter være optaget af, hvordan energianlæg indgår i omgivelserne; om vi kan forbedre logistikken, og hvordan anlæggene kan spille positivt sammen med biodiversitet, landskab og naboer, siger han i pressemeddelelse og sætter udviklingen i perspektiv:
- Der er planer om at bygge energianlæg i Danmark svarende til halvdelen af Falster, og hvis vi skal lykkes med at få kvalitetsfyldte steder og effektive anlæg ud af det skal både ingeniørerne og arkitekterne på banen.
I Danmark beskæftiger Sweco 1.800 medarbejdere, som arbejder ud fra 17 lokale kontorer over hele landet. Sweco Architects har 320 medarbejdere på kontorerne i København, Silkeborg, Herning, Aarhus, Odense og nu også Aalborg.