Opkøb: Makkerpar vender tilbage til byggebranchen
Trekantens Diamantskæring skifter ejer.
Virksomheden, som i sin nuværende form blev etableret i 2000 af Klaus Peter Skovgaard Nielsen, bliver nu overtaget af makkerparret Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen.
- Vores forventning er at bringe Trekantens Diamantskæring ApS tilbage i førertrøjen i nichen for hulskæring og boring, udtaler Bent Olsen i en pressemeddelelse.
Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen, som sammen stiftede og drev Vejle-firmaet Artusbyg A/S fra 2013 frem til et salg i 2021 til Bytømreren, vender dermed tilbage til byggebranchen.
- Vi skal bringe vores faglige viden og store netværk i spil, således at vi fremad bringer endnu mere liv og dynamik ind i Trekantens Diamantskæring, udtaler Jesper Jensen.
Ind som direktør
Trekantens Diamantskæring har tre lokationer i henholdsvis Kolding, Esbjerg og Albertslund hvorfra de betjener kunder i Trekantområdet, Region Syd, Fyn og Sjælland.
Nu og her er der tilknyttet 35 medarbejdere i de tre afdelinger.
- Planen er, at jeg fra starten træder ind som direktør. Selskabets daglige ledelse med Lars Starning i spidsen kører uændret videre, og min rolle bliver tæt sparring med ledelse og medarbejdere samt udvikling af nye forretningsområder, siger Bent Olsen og uddyber:
- Jesper vil deltage aktivt på bestyrelsesniveau og som min sparringspartner.
Optimisme trods negativ egenkapital
Ejerskiftet kommer efter to regnskabsår, 2023 og 2022, hvor der samlet var et underskud på små 3 mio. kr. før skat. I årene forinden, 2021 og 2020, var billedet det modsatte med overskud på henholdsvis 3,9 og 4,3 mio. kr.
Senest var underskuddet på 1 mio. kr., og ved udgangen af 2023 var egenkapitalen negativ med 321.264 kr., viser seneste regnskab.
Bent Olsen oplyser i en mail til redaktionen, at "egenkapitalen reetableres og styrkes" uden at komme det nærmere.
Makkerparret Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen overtager alle aktiviteter i firmaet per 1. februar med regnskabsvirkning fra 1. januar 2024.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 17,7 | 20,4 |
Resultat af primær drift | -0,8 | -1,9 |
Resultat før skat | -1,0 | -2,0 |
Årets resultat | -0,8 | -1,6 |
Balancestatus | 7,9 | 7,9 |
Egenkapital | -0,3 | 0,5 |
Antal ansatte | 34 | 53 |
Kilde: CVR |